Anna Holm Baumeister er en af Danmarks bedste maratonløbere. Hun har et mål om at komme med til de olympiske lege i Rio i 2016. For at nå dette, må hun fokusere 100 procent på sit løb og blive bedre inden for fem områder, som Team Danmark også fokuserer på i deres jagt på medaljer.
Af Jeppe Krag
Anna Holm Baumeister på 27 år, har løbet halvdelen af maratonløbet i Hamborg i april 2015, da det, der ikke må ske, sker.
I de tyske gader går Annas krop fuldstændig i stå, og hun brager ind i muren, som det kaldes, når sukkeret i muskler og lever er brugt op. Hun er i gang med sit første forsøg på at komme til de olympiske lege i Rio. Hendes lyske gør ondt, og tempoet falder. Tankerne farer rundt i hovedet. Skal jeg stoppe eller fortsætte? Hun giver op. Helt færdig lader hun sin mand bære sig ned til Metroen. De olympiske lege er pludseligt langt væk.
Næsten tre år tidligere sidder Anna i sofaen og ser åbningsceremonien ved OL i London. Hun er en af Danmarks bedste løbere og drømmer om selv at deltage i en af legenes ældste discipliner. Maratonløbet. Hold kæft, hvor er jeg langt fra, tænker hun. Men hvor vil jeg bare gerne med næste gang. Anna ved ikke, at hun over de næste fire år må ændre sin træning og kost, droppe karrieren og ønsket om et barn. Ligesom hundredvis af andre atleter, gør hun alt for at komme i nærheden af sit mål om at være på skærmen i stedet for i sofaen, når den olympiske flamme tændes i Rio i 2016.
Løber med smil på læben
Anna elsker at løbe. Elsker den naturlige måde at bevæge sig på. Elsker at være i flow, når det hele bare spiller. Hun vokser op i Bornholms frodige natur, hvor hun løber til og fra skole og laver 100 meter-spurter i skoven. Begge Annas forældre er løbere, og løb har altid været en del af Annas liv.
Det er vinter udenfor, og kalenderen i entreen i Annas to værelses-lejlighed i Brønshøj er lige skiftet til 2013. Anna gør sine 168 centimeter og 55 kilo klar til dagens løbetur. Hun er klædt helt i sort, bortset fra et par orange vanter fra H&M og en grå mormoragtig hue med bred kant, der er trukket godt ned over den glatte lyse page. Et stort smil lyser op i Annas ansigt, mens hun snører sine lilla New Balance sko med dobbeltknude. Hun glæder sig til at løbe.
Struktur i træning
Anna tager trapperne en etage ned denne vinterdag, løber gennem Degnemosen, over Frederikssundsvej til Utterslev Mose, hvor hun skal i gang med en af de mellemlange ture med maratontempo. Hun løber mellem 110 og 130 kilometer om ugen, og har i mange år selv stået for sin træning. Det har fungeret og skabt fremgang. Men nu, hvor hun vil til OL, er fremgangen beskeden.
Hun må gøre noget, og kort efter legene i London indleder hun et samarbejde med løbetræner Claus Hechmann. Han sætter struktur på Annas træning. Ved hjælp af fysiologiske tests, der måler, hvor meget ilt hun optager, finder han de rette træningszoner, så både hendes lange ture, intervalpassene og de kortere ture alle løbes i et tempo, der passer til hendes aktuelle niveau. Træningen er pludselig meget hårdere, men giver effekt, og allerede efter et par måneder mærker Anna, at hun bliver stærkere og løber hurtigere. Mens Anna kæmper for at komme med til OL, hjælper Team Danmark i samarbejde med specialforbundene de bedste sportsfolk i landet, herunder dem der kan vinde medaljer. Dem hører Anna ikke til, og hun må derfor selv sørge for træner og test, men hun fokuserer på de samme områder. Det første af fem er fysisk træning, hvor Team Danmark med test og fokus på den enkelte, optimerer og fintuner sportsfolkenes træning, så de kan præstere deres ypperste.
Anna vil også præstere sit ypperste. Hun ved, at hendes valg om at fralægge sig ansvaret for sin træning er rigtigt. Hun mærker en indre lettelse, en følelse af at give slip på et enormt ansvar. Pludselig skal hun ikke spekulere på, om hun gør det rigtigt, om det er klogt at lave et interval-pas eller en længere træningstur. En masse energi bliver frigivet, og hun kan nu fokusere på at træne i stedet for planlægge.
Snorlige krop
Væggene i det lille lokale i Charlottenlund er hvide. En model af en fod med synlige sener og muskler ligger ved siden af det åbentstående vindue. Udenfor høres fuglenes forårskvidren, men det bemærker hverken Anna eller hendes osteopat Eivind Møller. Anna ligger udstrakt på maven på en grå massagebænk midt i lokalet. Anna har ansigtet mod gulvet og hviler panden på en buet pude. Armene ligger afslappet ned langs siden, mens Eivind bevæger sine masserende og trykkende hænder struktureret frem over Annas krop. Han fokuserer på Annas led. På hendes sener og muskler. På at Annas krop hele tiden kan bevæge sig så fleksibelt som muligt, og er stærk og stabil. Da han når hendes højre lår, stopper hænderne. De trykker lidt på låret og begynder at gnubbe hårdere.
”Det bliver lidt nasty”.
”Åhr, for satan”, udbryder Anna efterfulgt af et par dybe vejrtrækninger, mens Eivind tager endnu hårdere fat, og efter et halvt minut spørger:
”Nu slipper den. Den slipper nu, ikke?”
Det gør smerten, og Anna vender tilbage til sin afslappede tilstand.
Eivind har masseret og trykket på Annas krop i mange år. Lidt mere på det seneste, fordi de to har indledt et tættere samarbejde. Anna får fri adgang til behandling, mens Eivind bruger Anna som ambassadør for sin virksomhed. Han sørger for, at Annas krop er snorlige, så hun belaster den mindst muligt, når hun løber, og dermed undgår skader. Team Danmarks fokuserer også på at undgå skader. Deres andet fokusområde er sportsmedicin, og herunder tilbydes de bedste atleter adgang til læger, massører og fysioterapeuter. De behandler og giver atleterne gode råd, så de i stedet for at kæmpe med skader, kan få fuldt udbytte af deres træning.
Måltider hver tredje time
Anna står foran den hvide dør til kostvejleder Martin Kreutzer. Det er sensommeren 2014. Hun tænker, hvad laver jeg her? Hun har godt styr på sin kost og har taget ernæringskurser ved Team Danmark. Kurserne tilbydes alle atleter og er under deres tredje fokusområde, sportsernæring. Med kurserne får atleter som Anna basalviden om deres kost som er målrettet deres individuelle idrætsgrene. Anna ved, hvad hun skal spise. Men alligevel, siger hun ja, da Eivind foreslår hende at konsultere Martin for at tjekke, om kosten kan optimeres.
Hun tager fat i håndtaget, og åbner dermed døren til ny viden om sin kost. Midt i lokalet står et hvidt bord med to stole omkring. På væggen hænger et billede af kostvejlederen, der sætter sig ved bordet overfor hende. I vindueskarmen ligger bogen ”Maratonkogebogen”. Den næste time handler om Annas kost. Hun fortæller, hvordan hun tager to stykker glutenfrit brød med pålægschokolade efter morgenløbeturen, at frokosten består af arbejdets frokostordning med få muligheder, og at hun ofte efter anden løbetur hjem fra arbejde, er så sulten, at hun propper ekstra brød med søde sager i maven, samt spiser store mængder til aftenmåltidet. Martin lytter, og roser. Men kun for aftensmåltidet. Det er eksemplarisk med de rigtige råvarer. Men det skal sættes ordentlig sammen med de øvrige måltider. Anna skal spise mere i løbet af dagen og hver tredje time. Hun skal spise grøntsager til hvert måltid, huske at få protein kort efter hårde træningspas og droppe madordningen på arbejdet, så hun selv tilrettelægger et sundt middagsmåltid og dermed få næring til at træne mere og bedre.
Anna lukker døren. Med sig har hun en plan, der virker. Hun oplever hurtigt, hvordan hun får ekstra energi til at træne og kan klare mere. Det er slut med løb på tom mave.
Stopper som konsulent
Men kondition, krop og kost er ikke Annas største problem. Hun har svært ved at få sin træning til at hænge sammen med sin karriere som konsulent. Hun har arbejdet i næsten tre år i et af Danmarks førende kommunikationsbureauer PrimeTime Kommunikation, da OL-kvalifikation begynder i 2015. Et drømmejob. Men svært at kombinere med løb på topplan. Jobbet er krævende, og selvom Anna er effektiv og fagligt dygtig i mødet med kunderne, hænger det ikke sammen. Hun må flere gange løbe på andre tidspunkter end planlagt, fordi kunder ringer på alle tider af døgnet og beder om hjælp nu og her.
Team Danmark forstår godt, at Anna er udfordret. Deres fjerde fokusområde er uddannelse og karriere, og de mener, at det er svært at have et fuldtidsjob som potentiel OL-deltager. De køber i halvårlige perioder deres bedste sportsfolk fri fra deres deltidsjob eller uddannelse, så de kan fokusere 100 procent på deres sport. De får tid til deres træning, tid til at restituere og tid til at genopbygge kroppen og derved præstere maksimalt.
Anna prøver at finde løsninger på sin situation. Hun går ned i tid. Får ugentlige hjemmearbejdsdage. Men det fjerner ikke kunderne og deres forventninger. Anna overvejer at stoppe, men er nødt til at finde et andet job først. Et opkald fra hendes træner Claus kommer derfor på det rette tidspunkt.
Claus har mærket, at Anna er presset, og tilbyder hende et job i hans kommende løbevirksomhed. Med træneren som chef kan Anna gå ned i tid, arbejde når det passer med træningen og sove mere. For Anna er beslutningen let. Der er kun et par måneder til hun skal løbe i Hamborg. Hun ofrer konsulentjobbet og den gode lønseddel. Hun går all-in. Hun vil med til OL.
Drømmen om et barn må vente
I den lille lejlighed i Brønshøj spirer tankerne om at stifte familie. Men mest hos Annas mand Thorsten. De to har boet sammen siden de blev gift som 22-årige. Han er også eliteløber, men er stoppet på grund af en skade. Han har derfor tid til at drømme om en familie. Det gør Anna også, men først efter OL, og de to aftaler at vente. De er stadig unge, og først skal Anna forfølge sin drøm.
Mareridtet i Hamborg
Da Anna i april 2015 gør sit første forsøg på at komme til Rio, har hun fået struktur på sin træning og sin kost. Hendes krop er rettet til, og hun arbejder på deltid. På hjemmefronten er drømmen om et barn udsat. Fokus er 100 procent på at klare OL-kravet. Hun har kun tre chancer til at kvalificere sig, to i 2015 og én i foråret 2016, da hun kun kan løbe to maratonløb om året. Herefter skal kroppen bygges op igen.
Anna har få måneder forinden, i efteråret 2014, gennemført sit første maraton i Frankfurt. Tiden var næsten fire minutter fra OL-kravet på 2:35:15. Løbet var en fantastisk oplevelse, hvor alt spillede. Hun har ventet med at løbe maraton til træningstiderne var gode nok, og oplevelsen i Frankfurt har overbevist hende om, at maraton er hendes disciplin. Maratonløbet er en af de få discipliner, der altid har været på OL-programmet, og distancen er undervejs blevet tilpasset til de 42,195 kilometer, Anna skal løbe i Hamborg. Hun håber på en ny personlig rekord, der kan sende hende til legene i Rio. Men drømme-maratonet i Frankfurt bliver afløst af et mareridts-maraton i Hamborg.
Anna er optimistisk. Hun lægger hårdt ud. Tiderne er gode i starten, men efter en tredjedel af løbet sender kroppen de første faresignaler. Anna føler sig allerede træt. Da hun er halvvejs, skruer kroppen bissen på, og Anna rammer muren. Hun er træt, som hun aldrig har oplevet det før, og hun har langt igen. Alligevel kæmper hun videre. Både med kilometerne og med tanken om at give op.
Fra sidelinjen i Hamborg ser Thorsten Annas tider blive langsommere. Han er bekymret for hende. Ved 35 kilometer ser hun rigtig dårlig ud. På vej mod de 40 kilometer, ringer hans mobil. Det er Anna. Hun har givet op. Lånt en telefon, og i den får hun sagt, hvor hun er. Da Thorsten ser hende igen, er det en frustreret, skuffet og grædende Anna, han møder. Han trøster hende, får hurtigt udskiftet hendes svedige trøje med sin egen, så hun ikke bliver syg. Han bærer hende ned til Metroen. Væk fra løbet. Væk fra skuffelsen.
Hun har det mærkeligt. Er ked af det og skuffet, men også lykkelig. Ked af ikke at klare OL-kravet, men lykkelig over, at det forfærdelige løb er ovre. Men hun har også lært noget. Lært, hvordan maratonløb også kan føles, og hvilke signaler fra kroppen, hun skal være opmærksom på. Skuffelsen vælger hun at bruge som brændstof. Brændstof til den bedste sæson nogensinde. Hun beslutter, at fra nu af skal røven trænes ud af bukserne.
Den bedste sæson
Anna knokler videre. Formen er god, det spiller til træning og til konkurrencer. Hun bliver dansk mester og nummer to ved de nordiske mesterskaber på 10.000 meter, vinder Etapeløb Bornholm for første gang og bliver danmarksmester i halvmaraton.
Det giver optimisme. Men i maraton er der kun få forsøg, og bag optimismen lurer frygten for ikke at præstere på dagen, møde et mareridt som i Hamborg eller blive syg. Team Danmarks femte område er sportspsykologi. De hjælper atleter til at finde optimale tanker og følelser, når de præsterer. Det tilbydes kun til de bedste atleter. Da Anna i oktober 2015 drager til Frankfurt i Tyskland for at deltage i sit andet forsøg på at komme til OL, ved hun ikke, at hun vil blive udfordret på netop dette område.
Perfekt parløb
Tusindvis af deltagere står tæt sammen den sidste søndag i oktober 2015. De venter på, at skuddet, der markerer starten på Frankfurt Maraton, går af. De venter på at få fart i benene og dække den grå tyske landevej med et farvemekka af forskelligt løbetøj.
Forrest er de hurtigste løbere. I denne gruppe er Anna. Hun er positiv. Vejret er godt. Hun kender løbet og ruten. Har en god oplevelse med fra sidste års løb samme sted. Hendes form er i top. Men samtidig har Hamborg-løbet givet hende respekt. Respekt for distancen, og respekt for ikke at tage noget for givet.
Starten bliver hektisk. Anna leder efter en hare, en løber arrangørerne har betalt, der sørger for det rigtige tempo de første 30 kilometer. Hun kan ikke finde ham, og panikken breder sig. Det er vigtigt at finde det rette tempo tidligt i løbet, så hun ikke lægger for hårdt ud eller spilder unødvendig tid, ved at løbe for langsomt. Anna ser sin træningsmakker Kent Nørmark, der også er med, og dropper jagten på haren. De to løber nogenlunde lige hurtigt og aftaler at følges ad, så langt de kan. Det giver Anna lidt ro, og sammen sætter de gang i fødderne, da løbet skydes i gang. Efter et par meter opdager de tilfældigt en hare ved siden af dem. Han løber til en sluttid på 2:35 – en tid der vil sende Anna til OL.
Men de første kilometer spiller ikke for Anna. Træningsmakkeren Kent oplever, hvordan hun løber besværet og er forpustet. Det bliver ikke bedre af, at haren øger tempoet og ikke holder de mellemtider, han skal. Anna puster videre, mens Kent udbryder: ”Den idiot, han løber for stærkt!”. På tysk skælder han haren ud, og det virker. Tempoet kommer på plads. Det samme gør Anna, hun løsner op, rammer sit flow og løber ubesværet de næste mange kilometer. Kent må til gengæld forlade Anna efter 25 kilometer. Han får kramper og udgår senere. Et par andre løbere i gruppen falder også fra. Anna og haren er de eneste tilbage.
De har et perfekt parløb. Annas fødder rammer vejen som trommestikker. En-To. En-To. Samme rytme. Samme hastighed. Kilometer efter kilometer. Det er en luksussituation. Haren koncentrerer sig kun om hende og sætter det perfekte tempo. Men kun indtil 30 kilometer. Her skal han stoppe. Anna overvejer at fortælle ham om OL-kravet, og hendes chancer. Få ham til at hjælpe. Måske bare fem kilometer mere. Men hun gør det ikke, og de sidste 12 kilometer må hun klare alene. Vel vidende, at de sidste kilometer i et maratonløb er de sværeste.
12 kilometer alene
Anna er helt alene. Alene med bekymringerne. Kan hun ramme pacen? Kan hun klare det? Hun ligger til at klare OL-kravet. Hun kigger ned ad sin arm, som er en stor tatovering. En tatovering af tal. Anna har skrevet alle mellemtiderne ned med kuglepen, så hun kilometer for kilometer kan se, hvor hun skal ligge for at klare kravet. På ruten har hun flere gange set Thorsten og hendes forældre, der har hjulpet med mellemtider og støtte. Men de kan ikke hjælpe Anna med frygten for at løbe for langsomt. Frygten for at sætte det hele over styr. Hun øger tempoet. Ved 33 kilometer mærker hun straffen. Hendes ben føles som gummi, og hun får ondt i lysken. Åndedrættet er perfekt, men benene ikke. Anna lytter til sin krop, sænker tempoet, bare en smule. Hun ved, hun taber tid. Men til gengæld får hun kontrollen over kroppen tilbage. Benene bliver normale igen, og fra 35 kilometer kan hun øge tempoet, og fortsætte de rytmiske skridt mod OL.
Selvom rytmen er tilbage, er Anna nervøs. De sidste tider på armen er forsvundet. Udvisket af sved og væske. Hun ved, at hun har ligget under OL-kravet hele vejen, men nu, hvor hun ikke kan tjekke tiden, bliver hun paranoid. Er jeg stadig under? Ved 38 kilometer lå hun under, men ved 39 og 40 kilometer har hun kun udviskede tider. I hendes hoved kører én mellemtid dog rundt. Det er tiden med en kilometer tilbage. Selvom Anna er dårlig til tal, har hun husket den hele vejen, og da hun løber under den store blå port, der markerer den sidste kilometer, ånder hun lettet op. Hun er 45 sekunder under. Yes! Hun ved, den er hjemme. Alt gør ondt på hende, men hun har det mega fedt, hun nyder den sidste kilometer og giver den fuld gas.
Træningsmakkeren Kent har taget en sporvogn til målområdet, efter han er udgået, og sammen med Thorsten og Annas far løber han på den anden side af afspærringen 600-700 meter op mod mål. De råber og støtter. De ser en stærk og virkelig fokuseret Anna, der brænder de sidste kræfter af på en slutspurt. Da Anna drejer væk fra afspærringen og ind på de sidste meter, smiler de til hinanden. De ved, Anna klarer sit mål.
Anna drejer om hjørnet og ind på den røde løber, der er lagt på gulvet i den store festhal, som afslutter løbet. Hun griner, løfter underarmene i vejret i en halvudført jubelscene, og løber på denne måde de sidste meter over den røde løber, til hun passerer målstregen i tiden 2:34:28, 47 sekunder under OL-kravet. Hallen er et støjinferno af jublende tilskuere og andre løbere der kommer i mål. Anna er ligeglad med støjen og alt omkring sig. Hun råber af glæde. Hun er jublende glad. Griner. Græder. Befinder sig i sin egen verden. Al glæden lader hun komme ud. Hun skal til OL.
Drømmer om OL i 2020
Der er gået et halvt år siden Anna løb jublende over stregen. Hun glæder sig til at deltage i de olympiske lege til august. Det ypperste mesterskab inden for atletikken. Glæder sig til stævnet over dem alle, til fælleskabet blandt OL-deltagerne og til at møde løbevenner fra andre lande. Glæder sig til at præstere til maratonløbet.
Men hun er også begyndt at drømme. Drømme om de olympiske lege i Tokyo i 2020. Et OL hun også gerne vil med til. Men det skal være som mor, for før målet om næste OL er der et mål på den private bane, der skal nås.
Sådan gjorde jeg
Artiklen er rekonstrueret på baggrund af interviews med følgende kilder: Anna Holm Baumeister, Thorsten Baumeister (kæreste), Claus Hechmann (træner), Kent Nørmark (træningsmakker), Eivind Møller (behandler), Tine Kirchhoff (tidligere afsnitsleder for Anna). Videoindslag omkring maratonløbet i Frankfurt er brugt til rekonstruktion af løbet. Afdelingsleder ved Team Danmark Martin Elleberg Petersen er blevet interviewet om Team Danmarks fokusområder for deres bedste atleter.
Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Fortæl historien” i foråret 2016.