Et af Egedal Byråds nye ansigter, Betina Hilligsøe fra Venstre, bliver helt usædvanligt formand for Skoleudvalget. Der venter hende en svær opgave, når hendes udvalg skal finde mere end 12 millioner kroner, men hun udelukker allerede nu at optimere klasser.
Af Jeppe Krag
Dagen efter vælgerne havde sat deres kryds på stemmesedlerne i Egedal, havde den nyvalgte kandidat Betina Hilligsøe en fantastisk dag. Det ringede gang på gang på den grå dør til villaen i Stenløse Syd, og den ene gartner efter den anden afleverede buketter med lykønskninger om det flotte personlige valg. Hun havde fået 486 personlige stemmer. Næstflest i Venstre. Samtidig kimede telefonen. Både venner og fjerne slægtninge ønskede Betina tillykke. ”Det var nok først der, at det gik op for mig, hvor flot et valg, jeg havde haft”, siger hun.
Usædvanligt at nyvalgte bliver formænd
Men ikke kun familie og venner ringede dagen derpå. Den nykårede borgmester Karsten Søndergård havde også taget telefonen frem, og ringet til Venstres næststørste stemmesluger. Han havde, som han sagde, et atypisk tilbud til en ny kandidat. ”Vil du være formand for skoleudvalget?”, spurgte han efter at have lykønsket Betina med hendes flotte resultat. Betina var beæret over tilbuddet og takkede ja med det samme, selvom hun også blev ramt af tanken om, hvilken opgave, hun havde fået tilbudt. Skoleområdet havde været det område, der havde været mest på dagsordenen i valgkampen og der, hvor de største udfordringer lå forude.
Betina er den eneste af de udpegede udvalgsformænd i Egedal Kommune, der samtidig er nyt medlem. De andre har alle siddet i byrådet før. Valget er atypisk, og det bekræftes også af kommunalforsker Roger Buch. ”Som nyt medlem kommer du, specielt i de store partier, ind i et hierarki, hvor man i en vis forstand starter i bunden. Man kan komme med ønsker til udvalgsposter, men partierne vil oftest foretrække garvede folk med udvalgserfaring”, forklarer han. ”Det vil absolut være usædvanligt, hvis man som nyt medlem bliver formand for et udvalg, men det hænder dog”, siger han.
Betina er klar over, at det at få tilbudt en formandspost ikke kun skyldes de mange personlige stemmer. Borgmesteren ligger i samtalen stor vægt på Betinas store kendskab til skoleområdet, som grunden for hans valg, og det er Betina enig i. ”Det, der retfærdiggør, at jeg får posten, er, at jeg har siddet i skolebestyrelsen i 11 år, og dermed har masser erfaring fra maskinrummet”, siger hun.
Flere nye havde flotte valg
Indtrykkene fra valgdagen har ellers dårligt nået at sætte sig for Betina. Her delte hun for første gang stemmesedler ud og viste vælgerne ind i stemmeboksene i Stenløsehallen. Det var en lang og sjov dag, der blev kronet med en nervepirrende stemmeoptælling. ”Jeg var lige ved at revne, da de gik i gang med at tælle Venstres stemmer”, siger hun og forklarer, at Venstre stemmer blev fordelt i forskellige bunker, en for hver kandidat, og da hun ikke vidste, hvilken der var hendes, så var det svært at vurdere, hvordan det var gået.
Betina husker, hvordan en af kommunens ansatte stille sagde til hende, at hendes bunke var nummer fire. ”Den var heldigvis lidt højere end nogle af de andre, og den voksede. Jeg havde regnet mig frem til at få 50 stemmer fra Stenløsehallen, men endte med at få 156”, siger hun, og forklarer, at hun SMS’ede med de øvrige Venstre-folk fra de andre valgsteder og fik at vide, at hun også her havde klaret sig fint. Det er ikke helt galt det her, husker hun, at hun tænkte.
Flere andre af de nye medlemmer af byrådet kunne også notere sig flotte personlige valg, således fik De Radikales Jakob Loessl 559 stemmer og dermed sjetteflest stemmer i Egedal, mens Betina fulgte lige efter med syvendeflest stemmer, og partikollegaen Ulrik John Nielsen fik seks stemmer færre end Betina og samlet set ottendeflest stemmer.
Ni nye kandidater har meget at lære
I Egedal byråd betyder valget, at ni af de 21 medlemmer er nye, hvilket svarer til den udskiftning, der ses på landsplan, hvor 43 procent af medlemmerne ved seneste valg var nye. For de nyvalgte venter der en ny verden, siger kommunalforsker Roger Buch. ”Jeg tror næsten, at alle nye kandidater vil kunne bekræfte, at det er en meget kompleks og travl verden, de kommer ind i. Der er meget at se til, og meget man skal have styr på”, siger han, og forklarer, at de nye dels oplæres af de siddende medlemmer, men også tilbydes kurser i byrådsarbejdet, og på denne måde hurtigere lærer arbejdet at kende.
”De nye kandidater vil opleve, at det er svært at gøre deres mærkesager gældende. De vil opdage, at det er de politiske realiteter, der gælder. Det er flertallet, der bestemmer, og når man ikke har flertal, så må man i stedet tilkæmpe sig noget indflydelse”, siger forskeren, og forklarer, hvordan det kan gøres. ”Hvis man er grundig, sætter sig ind i sagerne, argumenter godt, så bliver der lyttet til en, og så kan beslutninger godt drejes i en bestemt retning, selv om man tilhører mindretallet eller et lille parti”.
Siger stadig nej til klasseoptimering
Betina Hilligsøe har ikke glemt sine mærkesager fra valgkampen, når hun sammen med sit nye udvalg skal finde ud af, hvordan 12,3 millioner kroner i besparelser skal findes på skolerne. I første omgang præsenterer forvaltningen deres bud på forslag, der kan skaffe de mange penge. Allerede her vil der være forslag, Betina ikke kan være med til. ”Personligt kommer jeg ikke til at sige ja til at optimere klasser på tværs af skolematrikler. Det er den værste idé overhovedet, og det kan vi ikke være bekendt over for børnene”, siger hun og understreger, at hun stadig mener, hvad hun sagde under valgkampen. ”Hvis vi som udvalg ikke kan finde pengene, må vi sende beslutningen tilbage til Økonomiudvalget og bede dem finde pengene andre steder”, siger hun.
Betina mener dog, at pengene kan findes. Bare ikke på den korte bane. Det kræver en langsigtet plan. ”Hvis vi kigger på skolerne i Smørum og Ølstykke, som er fordelt på tre til fire adresser, så er jeg sikker på, at vi kan få dem samlet på færre adresser, og dermed kan undervise til samme kvalitet, men for færre penge”, siger hun. ”Det kræver dog nogle år, hvor der bliver lagt en konkret plan for, hvornår skolerne det ene sted kan udbygges og det andet sted nedlægges”, forklarer hun og erkender, at det nok bliver denne plan, hun og hendes udvalg kommer til at arbejde mest med i den kommende valgperiode.
Artiklen er sjette artikel af hovedopgaven udarbejdet i efteråret 2017.
I dag slutter kandidaternes valgkamp, når du sætter dit kryds i stemmeboksen. Det er blevet dyrere og mere krævende at føre valgkamp, og de ekstra krav til tid, opbakning og pengepung kan betyde, at byrådene efter valget vil mangle kandidater, der ikke har ressourcer til at føre valgkamp.
Af Jeppe Krag
Det er tidlig morgen, og uret på Stenløse Station viser 6.30. Der er seks dage til valgdagen, og kun de allermest morgenfriske pendlere er på vej mod byen. I ly af mørket står Betina Hilligsøe, der stiller op til kommunalvalget som ny kandidat for Venstre, sammen med seks medkandidater og uddeler friskbrygget kaffe fra Kleines Kaffevogn til pendlerne sammen med brochurer om hendes mærkesager.
KAFFE TIL PENDLERNE: Betina var stået tidligt op og delte masser af kaffe ud til pendlerne på Stenløse Station.
Pendlerne på Stenløse Station har sammen med resten af borgerne i Egedal i tre uger oplevet valgplakater i lygtepælene, vælgermøder i lokalområdet, politiske opslag på de sociale medier og politikere, der tilbyder alt fra brochurer til bolsjer. Men for kandidaterne har valgkampen og det hårde arbejde for at blive valgt, været i gang i flere måneder og krævet både opbakning hjemmefra, tid og penge.
Bruger mere end 10.000 kr. på valgkamp
”Man starter jo sindssygt tidligt med at forholde sig til alt muligt”, siger kandidaten Betina Hilligsøe. ”Allerede i foråret skal der tages foto til valgplakater og der skal laves brochurer, og alting koster. Hver gang du beslutter dig for noget, så finansierer du det selv”, siger hun. Betinas parti, Venstre, giver et tilskud til de valgplakater, hun har fået trykt, men alt andet skal hun selv betale, herunder også den kaffevogn, der forsyner de morgentrætte passager på Stenløse Station med en kop varm kaffe. ”Der er så mange muligheder, og jeg ved jo ikke, hvad der virker”, siger hun, og sammentæller de valg hun har gjort. ”Det kommer i hvert fald til at koste over 10.000 kr.”, konstaterer hun.
Valgforskere fra Københavns Universitet undersøgte efter kommunalvalget i 2013, hvor mange penge de enkelte kandidater havde brugt på valgkampen, og her svarede 13 pct. af kandidaterne, at de havde brugt mere end 10.000 kr. af deres egne penge på at blive valgt. Professor og valgforsker Kasper Møller Hansen, der var en af forskerne bag undersøgelsen, forventer, at antallet af kandidater, der bruger mere end 10.000 kr. øges ved kommunalvalget i 2017. ”Det er blevet dyrere at føre valgkamp i dag, end det nogensinde har været før. Pjecer, plakater og layout er blevet professionaliseret, og kandidaterne skal, udover de gamle platforme, også være på de nye. Det gør, at det kan være svært at trænge igennem for de kandidater, som har et lavere budget at føre valgkamp for”, siger han.
En dyr valgkamp tjener sig ikke hurtigt hjem for de valgte menige byrådsmedlemmer, og er rent tab for de kandidater, der ikke vælges. I Egedal Kommune modtager et menigt medlem af byrådet ca. 7.400 kr. om måneden, samt et tillæg på ca. 4.200 kr., hvis medlemmet har en plads i et udvalg. Det svarer til ca. 140.000 kr. om året. Borgmester, udvalgsformænd og udvalgsnæstformænd modtager et større beløb.
Al fritid går til valgkampen
Udover pengene kræver valgkampen også masser af tid fra kandidaterne. ”Kalenderen er plastret til allerede fra september til selve valgdagen med alle mulige møder”, siger Betina Hilligsøe, der er midt i et jobskifte og derfor i første del af valgkampen har koncentreret sig fuldt ud om at føre valgkamp. I de sidste to uger har hun kombineret valgkampen med at starte i nyt job, men har brugt yderligere et par fridage på forkant. ”Jeg bruger alle de timer, der er til det. Når jeg kommer hjem, dejser jeg om i min seng. Det er lidt crazy”, siger hun.
”Jeg kan i princippet stille op til noget hver dag. Dele brochurer ud eller snakke med folk i Kvickly eller ved toget. Jeg har hele tiden fornemmelsen af, at jeg ikke har gjort nok for at blive valgt”, siger hun. Hjemme mærker manden Thomas og Betinas tre teenagepiger også, at Betina er på farten hele tiden. ”Nullermændene bliver lidt større, hunden får færre gåture og vasketøjskurven er lidt mere fyldt. Vi plejer at have det ordentligt og ryddeligt, men i øjeblikket er det lidt kaos. Jeg prioriterer den sparsomme tid med børnene, så må resten vente til efter valget”, siger hun.
Familien og venner bakker op
Men opbakning er næsten ligeså vigtigt som tid og penge. Det oplevede Betina, da der skulle hænges valgplakater op i alle kommunens lygtepælene. Hun havde via et opslag på Facebook inviteret venner, kollegaer, naboer og familie til en dag med morgenmad, kage og valgflæsk. Der troppede næsten 40 personer op, og de brugte et par timer en stormfuld lørdag i oktober på at kæmpe med strips og valgplakater. Manden Thomas var også ude med en stige og sætte plakater op. Han støtter Betina, men blander sig ellers ikke i hendes valgkamp. ”Kun når jeg skal hælde vand ud af ørerne”, siger hun med et smil.
Den tidligere borgmester i Egedal, Willy Eliasen, der selv deltog i arrangementet, kaldte fremmødet for ”enestående”, og det gjorde også stort indtryk på Betina. ”Det var en helt fantastisk dag for mig. Mit hus emmede af spas, kærlighed og hjælpsomhed, og jeg havde det som om jeg havde holdt en rund fødselsdag og gik flere dage efter og smilede over, hvor fed en dag, det havde været”, fortæller hun, og kunne samtidig glæde sig over, at de mange frivillige betød, at hun på kort tid hang på flere gode steder rundt om i kommunen.
Tid, penge og opbakning spiller en større rolle
I sidste ende mener valgforsker Kasper Møller Hansen, at det faktum, at tid, størrelsen på valgkampsbudgettet og opbakning fra venner og familie spiller en større og større rolle, kan være et problem for, hvordan byrådene bliver sammensat. ”Hvis målet er at sikre, at alle uagtet ressourcer kan stille op og have en mulighed for at blive valgt, så er udviklingen bestemt negativ. Det stiller ikke nødvendigvis alle lige, når det er blevet så ressourcetungt at føre valgkamp”, siger han.
På Stenløse Station er det blevet lyst, klokken er 8.00, og de sidste pendlere får stukket en cafe-latte og en brochure i hånden. Betina håber, at de mange udleverede kopper med hendes glade ansigt på og halvanden time på stationen giver hende nogle ekstra stemmer til dagens valg, og dermed sikrer hende en af de 21 pladser i Egedals byråd.
Artiklen er femte artikel af hovedopgaven i efteråret 2017.
10 nye byrådskandidater diskuterede børn og skoler på vælgermøde i Smørum. Kandidaterne var ikke enige i det nuværende byråds beslutninger. Alle mente, at børnene skulle have det bedre, uden dog at have svar på, hvor pengene hertil skulle findes.
Af Jeppe Krag
Det var umiddelbart ikke til at se, at der var tale om 10 nye kandidater. Klassiske parti-valgplakater stod både foran og bagved kandidaterne i går i Smørum Kulturhus. På tilhørernes stole lå brochurer og materiale, der fremhævede kandidaternes mærkesager med partiernes logoer påtegnet. Facebook-gruppen ”Egedals børn” havde inviteret til vælgermøde kun for nye kandidater.
Egne holdninger trumfer partiets
DEBAT: De nye kandidater debatterede kommunens børn på vælgermødet i Smørum Kulturhus.
Et partilogo på en valgplakat eller valgmaterialer er ikke lig med, at de nye kandidater er enige med deres partikollegaer i byrådet. Det stod klart, da spørgsmålene fra salens ca. 35 fremmødte borgere ramte panelet. Dele af panelet ville hellere tale om, hvad de selv mente, end tage ansvar for, de valg, deres partifæller i byrådet, havde truffet. ”Vi har ikke været tydelige nok i vores opposition”, sagde Jens Skov fra SF, mens Jakob Loessl fra De Radikale ønskede budgettet genåbnet, selvom de Radikale havde stemt for. Charlotte Valentin fra De Konservative sagde, at hun ikke havde været inde over beslutningerne de sidste fire år, og ville have andre boller på suppen, selvom hendes parti havde bakket op om den førte politik.
Det blev også bemærket af tilhørerne. ”Nogle af kandidaterne virkede som om, de ikke havde overvejet, at de er omfattet af og skal arbejde for et partis holdninger”, sagde Ane Hag, mor til to børn på den lokale skole i Smørum, der var mødt op for blive klogere på, hvad de nye kandidater ville gøre ved udfordringerne på børne- og skoleområdet.
Masser af ønsker, men ingen penge
Ane Hag fulgte derfor interesseret med, da debatten handlede om, hvad kandidaterne konkret ville gøre på børne- og skoleområdet. Helle Anna Elisabeth Nielsen fra De Radikale ville have indført minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, Allan Bøwig fra Dansk Folkeparti ville have mere ro om børnene og flere pædagoger, og Dorte Funch fra Venstre ville øge brugen af to-lærer-ordninger i skolen.
Alle forslag, der kostede penge, og derfor ikke hang sammen med, at der allerede næste år skal spares 12,3 millioner kroner på kommunens skoler. Beløbet er aftalt, men ikke hvor pengene skal findes. Da kandidaterne blev spurgt herom var svarene mindre konkrete. Jens Skov, fra SF, ville sætte grundskylden op og skaffe flere penge til skolerne ad den vej, mens Pia Sif Pedersen fra Alternativet foreslog at finde penge i kommunens SOLT-depot, som er penge, der er reserveret til tilbagekøb af kommunens udlejede skoler. Betina Hilligsøe fra Venstre påpegede, at besparelsen allerede var lagt ind budgettet, så hvis der ikke skulle spares på skolerne, skulle pengene findes et andet sted. Tilhøreren Ane Hag var ikke mere opløftet efter debatten. ”Kandidaterne havde gode og visionære planer for særligt skoleområdet, men mange af deres tiltag kræver ekstra penge, og det bliver vanskeligt at finde de kommende år”, sagde hun.
Efter lidt over to timers debat forlod tilhørerne mødet forsynet med brochurer og svar på, hvad kandidaterne gerne ville gøre for børnene, hvis der var penge til det, men uden svar på, hvordan de aktuelle problemer løses. Alle ville børneområdet det bedste, for som ordstyreren journalist Karen Lumholt konkluderende afsluttede: ”Hvis I bliver det nye byråd, så ser det godt ud for Egedals børn”.
Artiklen er fjerde artikel af hovedopgaven i efteråret 2017.
Når Egedals borgere om en uge skal i stemmeboksen, vil Betina Hilligsøes navn være på stemmesedlen. Som ny kandidat er det også første gang Betina hænger i kommunens lygtepæle og udtaler sig som politiker for et parti, og det har til tider været grænseoverskridende.
Af Jeppe Krag
Da Betina Hilligsøe stod foran fotografen på Egedal Rådhus, overvejede hun for første gang, hvad hun havde gang i. Hun havde i foråret besluttet sig for at stille op for Venstre til byrådet i Egedal Kommune. ”Jeg var ved at skide grønne grise over, at jeg skulle op og hænge i lygtepælene og i en stor størrelse”, siger hun. Inden mødet med fotografen havde hun overvejet sit tøj, hvad hun skulle udstråle, og hvad hun egentlig ville stå for med sit billede. ”Det er vildt grænseoverskridende, at jeg skal hænge i lygtepælene rundt om i Egedal Kommune, og jeg kan ikke komme hurtigt nok ned igen”, siger hun.
Ikke alle vil stille op for partierne
KANDIDATFOTO: Allerede i foråret blev Betina fotograferet på Egedal Rådhus. Nu hænger billedet i lygtepælene rundt om i kommunen. Privatfoto.
Trine Nebel, der er ekspert i kommunalpolitik og personlig branding fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole og tidligere lokalpolitiker, mener, at Betina ikke bør frygte at blive et offentligt ansigt. ”Under valgkampen kan folk dårligt nok genkende politikerne fra plakaterne, når de går på gaden, fordi billederne på plakaterne er retoucherede og folk har travlt med alt muligt andet”, siger hun.
Dog har hun selv oplevet fra sin tid i lokalpolitik, at det at hænge i lygtepælene hindrer kandidater i at stille op. ”Det at blive eksponeret i en valgkamp kan godt afholde nogen partimedlemmer fra at stille op, fordi arbejdspladsen, kunderne eller samarbejdspartnere opfatter det forkert, at en kandidat stiller op for et bestemt parti”, siger hun.
Pludselig var jeg lig med Venstre
Betina har også oplevet reaktioner på, at hun stiller op for Venstre. Den ene dag er hun Betina fra Stenløse Syd, mor til tre teenagepiger. Den næste dag er hun Venstrekvinde og måske kommende byrådsmedlem. ”Pludselig mener mange noget om mig ud fra, hvad Venstre mener, eksempelvis skal jeg stå til ansvar for Lars Løkkes tøjvalg, eller når jeg skriver en kommentar på Facebook, får jeg et svar tilbage om, at det er rart at vide, hvad Venstre mener!”, siger hun, og det skal hun lige vænne sig til.
Betina har brugt en del tid på, hvad hun og Venstre mener. ”Hvornår er jeg mig, og hvornår er jeg en Venstre-politiker. Det synes jeg kan være svært at lande rigtigt. Som ny politiker har jeg mine holdninger, som ikke altid er 100 procent lig med partiets. Jeg skal som ny kandidat være tro mod mig selv. Jeg er ikke bundet af diskussioner i byråd eller udvalg og kan derfor lettere have holdninger, som ikke er de samme som Venstres. Men jeg ved godt, at jeg er nødt til at indgå kompromiser, hvis jeg ender i byrådet”, siger hun.
Netop sammenblandingen mellem personlige holdninger og parti kan være en stor udfordring, forklarer eksperten Trine Nebel. ”Kandidaterne skal kunne svare på og have en mening om alt, også de beslutninger, der træffes inde på Christiansborg. Det er tit svært for de lokale kandidater, der ofte går ind i lokalpolitik, fordi de brænder for en enkelt sag”, siger hun.
Pinligt at mor hænger i lygtepælene
OP AT HÆNGE: Betina hænger på 200 lygtepæle i Egedal Kommune og det skal hun lige vende sig til.
Det at blive et offentligt ansigt har også haft private konsekvenser for Betina. Datteren Bolette går i 9. klasse på den lokale skole, og her er det ikke det fedeste, at mor er byrådskandidat. ”Hun synes det er lidt pinligt, at hun skal kigge på sin mor hele vejen til skole”, siger Betina og forklarer, at i 9. klasse skal ens forældre helst være usynlige, og det er svært, når ens mor prøver at blive valgt til byrådet. Betina og Bolette er heller ikke længere venner på Facebook. ”Hun syntes, der blev lagt nogle mærkelige ting op, så vi blev enige om ikke at være venner. På den måde støjer jeg ikke på hendes konto”, forklarer Betina.
Men Betina oplever også den modsatte reaktion hos hendes børn. ”Min datter Laura, der går i 7. klasse, synes valgkampen er sjov. Sammen med vores hund Snubbi var vi rundt i nabolaget og dele brochurer ud. Når hun har kammerater på besøg, kan de finde på helt benovet at udbryde, at de har mødt en politiker, og det er sjovt”, siger Betina, og forklarer, at også snakken ved middagsbordet er blevet en anden. ”De demokratiske principper fylder lidt mere herhjemme over kartoflerne, end de har gjort før”.
Men med valgplakater oppe i hele byen, kan Betina ikke gøre alt det, hun gjorde, før hun stillede op. ”Du ser mig nok ikke gå ned i Kvickly i joggingdragt med morgenhår kl. 10 en lørdag formiddag”, konstaterer hun.
Artiklen er tredje artikel af hovedopgaven i efteråret 2017.
Masser af sponsorerede opslag med glade politikere, partilogoer og politiske budskaber målrettet netop dig. Det er hvad, du vil opleve i de kommende uger, hvor kommunalvalget for alvor rammer Facebook, vurderer to eksperter.
Af Jeppe Krag
Som Facebook-bruger opdager du nu for alvor, at den kommunale valgkamp er i gang på de sociale medier. ”Glade politikeransigter, budskaber til netop dig og annoncer med partilogoer vil dominere din Facebook-væg. Politikerne har for alvor fået øjnene op for de muligheder, Facebook giver”, siger ekspert i politisk brug af Facebook Lasse Perrild fra Nextwork, der til dagligt rådgiver virksomheder og politikere om, hvordan de kan bruge sociale medier strategisk.
Lokalpolitikerne kan betale for et opslag på Facebook og sende det til dig som vælger sorteret efter din alder, din bopæl eller dine interesser. Det betyder, at politikeren med ét opslag kan fortælle netop dig, at han vil lave en cykelsti, der hvor du bor, og med et andet opslag love mødrene på mellem 25 og 38 år flere pædagoger i deres børns vuggestue. ”Nogle af opslagene på din Facebook-væg vil være en betalt annonce, og selvom du som vælger ikke ønsker at klikke på opslaget, kan det være lavet så godt og så målrettet, at du alligevel kommer til det, og det er netop, hvad politikeren ønsker”, siger Lasse Perrild.
Masser af sponsoreret indhold
Katrine Thielke, der underviser i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og holder øje med de nyeste tendenser på platforme som eksempelvis Facebook, er enig. ”I en lokal valgkamp kommer vi til at se masser af sponsoreret indhold og færre personangreb end i valg til Folketinget”, siger hun, og forklarer, at det for politikerne handler om, at få deres budskaber ud på denne bedste måde. ”Politikeren bør få opbygget en personlig side med mange trofaste følgere, som kan dele sidens indhold, fordi folk har en meget høj tillid til deres venner. Vi har større tillid til nyheder fra personer, der ligner os selv end talspersoner, virksomheder og politikere, og derfor er det vigtigt for politikerne, at det er brugerne, der deler nyhederne”, uddyber hun.
”Tidligere var det vigtigste, at politikerne havde mange følgere og fik mange likes, men i dag gælder det om at lave opslag, der bliver delt, og dermed får større rækkevidde”, siger hun, og forklarer, hvordan det skal gøres. ”Det skal være opslag, der er interessante og aktuelle. Noget, der er kantet, og noget, der er kontroversielt. Gerne et opslag der kan skabe raseri, vrede eller fascination hos dem, der læser det, så bliver der fut i fejemøget både blandt dem, der er enige, og dem der er uenige. Det har altid battet, og det gør det også på Facebook”.
Betina Hilligsøe, der stiller op for Venstre i Egedal, valgte før valgkampen at oprette en side på Facebook, og gik tidligt i gang med at lave opslag om sig selv. ”Jeg var nødt at lade mit ansigt drysse ind i folks indbakker inden der for alvor var rift om pladsen, for nu er der jo fuldstændig overplastret med politikere på Facebook”, siger hun.
Facebook er primær kanal for politikerne
”Facebook er blevet en af politikernes fortrukne platforme, fordi det er her, vælgerne er. 2/3 af danskerne over 12 år tjekker Facebook dagligt, og med en faldende interesse for aviser og flow-TV bruger politikerne Facebook til at nå vælgerne. Facebook giver en unik mulighed for at få en direkte dialog med vælgerne uden avisernes filter”, siger eksperten Lasse Perrild.
Til kommunalvalget er Facebook et af de primære redskaber for både vælgere og politikere, viser undersøgelser fra KL. Lidt over hver femte vælger vil søge information om valget og kandidaterne på Facebook, og det er væsentligt flere end ved valget for fire år siden, hvor kun hver tiende vælger brugte Facebook til dette formål. To ud af tre politikere angiver, at de vil bruge Facebook i meget stort eller stort omfang i valgkampen.
Men for at møde vælgere på Facebook, skal politikerne vide, hvordan de bruger Facebook strategisk. ”Tidligere havde politikerne op til tre budskaber, de skulle sige eller skrive i enhver sammenhæng, når de kommunikerede, men i dag skal de have utallige budskaber til en helt masse forskellige grupper af vælgere”, siger Lasse Perrild.
Ikke imponeret af politikerne i Egedal
Et godt udgangspunkt for at få delt sine opslag er, at politikerne har mange følgere, der kan være med til at sprede deres budskaber. Her udmærker politikerne i Egedal sig ikke.
Borgmester Karsten Søndergård har 1.300 følgere, mens de øvrige politikere har under 500 følgere, viser en opgørelse foretaget under valgkampen. Det imponerer ikke eksperten Katrine Thielke. ”Det her med at samle trofaste følgere, som politikerne har debat med, det kan politikerne ikke begynde med et par måneder, før valget går i gang. Da er det allerede for sent”, forklarer eksperten og betegner borgmesterens følgeskare som ok, mens de øvrige politikere har for få følgere i forhold til Egedals potentielle 32.000 vælgere.
Men få følgere er ikke lig med, at Egedals øvrige politikere ikke kan brænde igennem på Facebook. ”Hvis politikerne skriver godt og har vedkommende indhold, kan de sagtens få deres budskaber ud, men der skal arbejdes væsentlig hårdere”, siger Katrine Thielke.
FACEBOOK: Med et humoristisk indslag om, at hun hang på Kelds baller, nåede Betina 2.100 potentielle vælgere i Egedal.
Den nye kandidat Betina Hilligsøe føler, at hun trods kun 154 følgere, kommer godt ud på Facebook. Hun betaler Facebook mindre beløb for at hendes opslag når flere borgere, end hun selv kan nå via hendes side. Hun er bevidst om ikke kun at satse på en enkelt målgruppe. ”Den ene uge fokuserer jeg mine opslag og min side på erhverv, mens jeg i den næste fokuserer på inklusion”, siger hun og forklarer, at hun indsnævrer sine målgrupper og fokuserer på brugere med postnumre i Egedal. Det fungerer, specielt, når hun tilføjer lidt humor. ”Jeg havde et opslag, hvor jeg skrev, at jeg hang på min medkandidat Keld Stenliens halmballer som nåede ud til 2.100 personer. De fleste var blevet delt af brugerne selv”, siger hun.
Tonen er hård
Netop følelserne skal tages i brug, hvis politikerne vil appellere til vælgerne, forklarer eksperten Katrine Thielke. Men opslag med følelser kan medvirke til, at tonen på Facebook bliver hårdere. ”Tonen er blevet skærpet det sidste år på Facebook. Mange af de politiske debatter foregår på den måde, at politikeren kommer med en holdning, som en masse følgere kommenterer på ved at sige, at de er uenige eller enige heri, indimellem i en grim tone, og folk er generelt ikke interesseret i at lytte på andres synspunkter”, siger eksperten.
Det samme oplever Betina Hilligsøe, når hun er på Facebook. ”Nogle gange kan jeg godt sidde med oplevelsen af, at vi kun er de samme fem politiske lommetyve, der sidder og mundhugges, for at stjæle stemmer, og det er ærgerligt”. Indimellem kommer der i tillæg hertil sure kommentarer fra borgerne, hvor politikerne skældes ud og kaldes idioter. Men tonen ændrer ikke på, at Betina synes, at Facebook er et fantastisk redskab. Under valgkampen bruger hun to timer om dagen på netop Facebook. ”Det er nemmere. Jeg kan skrive med vælgerne, mens jeg sidder derhjemme i sofaen”, siger hun.
Kan aktivt fravælge politiske opslag
Hvis du som Facebook-bruger allerede er blevet træt af de mange politiske opslag, kan du godt slippe af med nogen af dem. ”Du kan klikke i højre hjørne af de indlæg, du finder forstyrrende, og sige du ikke ønsker denne type annoncer eller blokere afsenderne. Det vil skærme dig fra mange af opslagene, men helt undgå dem, kan du næppe, for det er Facebooks forretningsmodel at tjene penge på annoncer fra eksempelvis politikere”, forklarer eksperten Lasse Perrild.
Artiklen er anden artikel af hovedopgaven i efteråret 2017.
Egedal Byråd har få unge og få kvindelige medlemmer. Trods få krav er det ikke let for de lokale partiforeninger at tiltrække nye kandidater til byrådene. Betina Hilligsøe er en af de nye kandidater, der trodser tendensen og stiller op til kommunalvalget den 21. november 2017, selvom hun ved, at det kræver masser af arbejde.
Af Jeppe Krag
BETINA HILLIGSØE Alder: 46 år Parti: Venstre Stiller op for første gang, fordi engagement forpligter. I stedet for at stå på sidelinjen og pege på de ting, der ikke virker, så vil jeg søge indflydelse og arbejde benhårdt for at forbedre forholdene i kommunen. Mærkesager: Folkeskolen skal forbedres Bedre normering i daginstitutioner Mere erhverv tak!
Valgplakater og bannere med partiet Venstres karakteristiske skrigorange V på en blå baggrund står på den hævede scene, på bordene og ved indgangen til Smørum Kulturhus. Det er maj måned, og der er næsten et halvt år til, at kommunalvalget for alvor skydes i gang. 58 medlemmer sidder på stolerækker til opstillingsmøde i den lokale partiforening i Egedal. Betina Hilligsøe er ny kandidat. Hun kigger observerende rundt i lokalet og er spændt på, hvordan det vil gå. For første gang skal hun overbevise medlemmerne om, at de skal satse på hende som kandidat til kommunalvalget den 21. november 2017.
Ligesom de øvrige partier i Egedal, skal Venstres medlemmer bestemme den rækkefølge, deres kandidater skal opstilles i. Partiets nuværende borgmester, Karsten Søndergård, får plads nummer et på stemmesedlen. De øvrige 12 kandidater skal placeres alt efter, hvordan de klarer talen til medlemmerne.
Som en af de sidste får Betina headsettet med mikrofonen på. De næste to minutter er hendes. Hun er kun lidt nervøs. Hun har jo utallige gange gennem sit tidligere job som partner i et konsulenthus undervist eller stået foran folk.
Svært at finde nye kandidater
Seks af de 13 opstillede kandidater har siddet i byrådet før. Syv er nye. Men det er ikke udtryk for, at nye kandidater står i kø for at stille op. ”Det er svært at finde borgere, der har tid og lyst til at stille op”, konstaterer Lisbeth Dupont-Rosenvold, der er lokal formand for Venstre i Egedal. En rundspørge blandt partierne i Egedals Byråd bekræfter, at det også er tendensen i de fleste øvrige partier. Tre ud af de fem lokalformænd svarer, at det er svært at finde nye kandidater.
På landsplan ses samme tendens, bekræfter Ulrik Kjær, der er professor i statskundskab på Syddansk Universitet og som har lavet analyser af kommunalpolitik siden 2000. ”Interessen for at deltage i det kommunale politiske arbejde har været faldende i mange år”, siger han.
Let at blive opstillet
Den faldende interesse for lokalpolitik hænger ikke sammen med, at det er svært at blive opstillet. Hos partierne i Egedal Kommune er der forskellige regler. Enkelte partier kræver bare medlemskab, når kandidaten opstiller, mens andre kræver et par måneders medlemskab og en samtale med et medlem fra den lokale bestyrelse. ”I Venstre godkender bestyrelsen de kandidater, der stiller op. Kandidaterne skal underskrive en erklæring om, at de vil optræde ordentligt og repræsentere Venstres politik, men ellers er der ingen krav”, forklarer formanden Lisbeth Dupont-Rosenvold.
Venstres nye kandidat Betina Hilligsøe synes ikke, at de krav er store. ”Det var let at blive kandidat. Jeg havde en snak med den daværende borgmester, og han sagde god for mig, og så skulle jeg underskrive nogle papirer og en kandidaterklæring, og så kunne jeg stille op”, siger hun, og forklarer, at hendes baggrund for at stille op er, at hun de sidste 12 år har siddet i både daginstitutions- og skolebestyrelser. Hun har set flere eksempler på, at børnene og de ansatte blev taberne, når politikerne traf beslutninger. Det vil hun gerne lave om. ”I stedet for at sidde på sidelinjen og pege fingre, vil jeg ændre tingene indefra, og derfor meldte jeg mig ind i Venstre, og stiller nu op”, siger hun.
Midaldrende mænd dominerer
”Jeg hedder Betina Hilligsøe. Der er en første gang for alting – og det her, det er så min”. Sådan indleder Betina sine to minutter på opstillingsmødet. Hun er klædt i en skarptskåret blå kjole med vandrette røde og hvide striber. Hun siger, at hun vil genoprette skoleområdet, få styr på inklusionen og tiltrække virksomheder. Hun ved ikke om skoler og inklusion hitter hos tilhørerne, der for de flestes vedkommende, er grå i toppen. Men da hun er færdig, klapper de, og hun giver mikrofonen videre til næste kandidat. Nu kan hun ikke gøre mere. Det er op til medlemmerne at bestemme, hvor højt på listen hun skal stå.
Betina er som mor til pigerne, Laura, Bolette og Emma, der går i 7., 9. klasse på den lokale skole i Stenløse og i 1.g. på gymnasiet, ikke den typiske kandidat. I det nuværende byråd i Egedal Kommune er 2/3 mænd, og 9 ud 21 medlemmer er over 60 år. Billedet er det samme på landsplan. Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet er næsten 7 ud af ti medlemmer mænd og en tredjedel over 60 år.
Billedet bekræftes af valgforsker Ulrik Kjær. ”Det er ikke helt forkert, når man siger, at byrådene er befolket af midaldrende mænd. Omvendt mangler særligt de helt unge, forældre til små børn og kvinder i lokalpolitik, når man ser på statistikkerne. Det betyder, at de idéer og løsningsforslag, der kommer fra lokalpolitikerne, kan blive præget af, at folk er meget ens”, siger han.
20 timers arbejde om ugen skræmmer
Baggrunden for, at byrådene er sammensat som de er, hænger i høj grad sammen med de arbejdsvilkår, lokalpolitikerne har. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har undersøgt lokalpolitikernes arbejdsvilkår, og her fundet, at lokalpolitikerne i gennemsnit bruger ca. 20 timer om ugen på deres politiske arbejde. ”Netop det faktum, at arbejdet i et byråd er så utroligt tidskrævende kan eksempelvis afskrække børnefamilierne fra at stille op, og derved bliver der ikke ændret på den nuværende sammensætning af byrådene”, forklarer Ulrik Kjær.
Det tidsmæssige aspekt ved byrådsarbejdet betyder også, at Betina først nu sidder som ny kandidat i Smørum Kulturhus. ”Rent erhvervsmæssigt har jeg solgt min andel i et konsulenthus, hvor jeg var medejer, og er nu i et almindeligt ansættelsesforhold”, siger hun og forklarer, at hendes piger er også blevet større, og hun dermed har fået den tid, som hun ved, det kræver. ”Jeg kunne ikke stille op for fire eller otte år siden. Dengang ville jeg være sammen med mine børn, hygge med dem og putte dem”, siger hun.
Formanden for Venstre i Egedal, Lisbeth Dupont-Rosenvold, er glad for, at Betina stiller op, for de mangler kandidater som hende, som vil bruge den tid, det kræver. ”Betina har en perfekt profil. Hun har siddet i skolebestyrelsen og har stor viden om skoler og institutioner. Hun har børn og har oplevet på egen krop, hvad der er godt eller kan gøres bedre, og så har hun snuset til partiet indefra i et par år, inden hun stillede op. Hun er en gave for et parti”, siger hun.
Nummer seks på listen
Efter alle kandidaterne har præsenteret dem selv og deres mærkesager, skal Venstres partimedlemmer i Egedal stemme om den rækkefølge, kandidaterne stilles op i. Det sker med håndskrevne stemmesedler, som bagefter tælles op. Det tager næsten halvanden time.
De første fem pladser går til de siddende byrådsmedlemmer, men Betinas navn råbes op som nummer seks, og hun bliver derved placeret øverst af de nye kandidater. Betina er glad. Flere partimedlemmer kommer umiddelbart efter over og klapper hende på skulderen, og siger ”Godt gået!” og ”Det var flot!”, og det betyder noget. ”Det er dejligt at få en tillidserklæring fra garvede partifæller, der synes, jeg sagde noget fornuftigt”, siger Betina.
Men Betina er klar over, at den rigtige kamp ligger foran hende, for det er vælgerne, der afgør om hun kommer ind, ikke hvor på stemmesedlen, hun står.
Artiklen er første artikel af hovedopgaven i efteråret 2017.
Anna Holm Baumeister er en af Danmarks bedste maratonløbere. Hun har et mål om at komme med til de olympiske lege i Rio i 2016. For at nå dette, må hun fokusere 100 procent på sit løb og blive bedre inden for fem områder, som Team Danmark også fokuserer på i deres jagt på medaljer.
Foto: Martin Paldan
Af Jeppe Krag
Anna Holm Baumeister på 27 år, har løbet halvdelen af maratonløbet i Hamborg i april 2015, da det, der ikke må ske, sker.
I de tyske gader går Annas krop fuldstændig i stå, og hun brager ind i muren, som det kaldes, når sukkeret i muskler og lever er brugt op. Hun er i gang med sit første forsøg på at komme til de olympiske lege i Rio. Hendes lyske gør ondt, og tempoet falder. Tankerne farer rundt i hovedet. Skal jeg stoppe eller fortsætte? Hun giver op. Helt færdig lader hun sin mand bære sig ned til Metroen. De olympiske lege er pludseligt langt væk.
Næsten tre år tidligere sidder Anna i sofaen og ser åbningsceremonien ved OL i London. Hun er en af Danmarks bedste løbere og drømmer om selv at deltage i en af legenes ældste discipliner. Maratonløbet. Hold kæft, hvor er jeg langt fra, tænker hun. Men hvor vil jeg bare gerne med næste gang. Anna ved ikke, at hun over de næste fire år må ændre sin træning og kost, droppe karrieren og ønsket om et barn. Ligesom hundredvis af andre atleter, gør hun alt for at komme i nærheden af sit mål om at være på skærmen i stedet for i sofaen, når den olympiske flamme tændes i Rio i 2016.
Løber med smil på læben
Anna elsker at løbe. Elsker den naturlige måde at bevæge sig på. Elsker at være i flow, når det hele bare spiller. Hun vokser op i Bornholms frodige natur, hvor hun løber til og fra skole og laver 100 meter-spurter i skoven. Begge Annas forældre er løbere, og løb har altid været en del af Annas liv.
Det er vinter udenfor, og kalenderen i entreen i Annas to værelses-lejlighed i Brønshøj er lige skiftet til 2013. Anna gør sine 168 centimeter og 55 kilo klar til dagens løbetur. Hun er klædt helt i sort, bortset fra et par orange vanter fra H&M og en grå mormoragtig hue med bred kant, der er trukket godt ned over den glatte lyse page. Et stort smil lyser op i Annas ansigt, mens hun snører sine lilla New Balance sko med dobbeltknude. Hun glæder sig til at løbe.
Struktur i træning
Anna tager trapperne en etage ned denne vinterdag, løber gennem Degnemosen, over Frederikssundsvej til Utterslev Mose, hvor hun skal i gang med en af de mellemlange ture med maratontempo. Hun løber mellem 110 og 130 kilometer om ugen, og har i mange år selv stået for sin træning. Det har fungeret og skabt fremgang. Men nu, hvor hun vil til OL, er fremgangen beskeden.
Hun må gøre noget, og kort efter legene i London indleder hun et samarbejde med løbetræner Claus Hechmann. Han sætter struktur på Annas træning. Ved hjælp af fysiologiske tests, der måler, hvor meget ilt hun optager, finder han de rette træningszoner, så både hendes lange ture, intervalpassene og de kortere ture alle løbes i et tempo, der passer til hendes aktuelle niveau. Træningen er pludselig meget hårdere, men giver effekt, og allerede efter et par måneder mærker Anna, at hun bliver stærkere og løber hurtigere. Mens Anna kæmper for at komme med til OL, hjælper Team Danmark i samarbejde med specialforbundene de bedste sportsfolk i landet, herunder dem der kan vinde medaljer. Dem hører Anna ikke til, og hun må derfor selv sørge for træner og test, men hun fokuserer på de samme områder. Det første af fem er fysisk træning, hvor Team Danmark med test og fokus på den enkelte, optimerer og fintuner sportsfolkenes træning, så de kan præstere deres ypperste.
Anna vil også præstere sit ypperste. Hun ved, at hendes valg om at fralægge sig ansvaret for sin træning er rigtigt. Hun mærker en indre lettelse, en følelse af at give slip på et enormt ansvar. Pludselig skal hun ikke spekulere på, om hun gør det rigtigt, om det er klogt at lave et interval-pas eller en længere træningstur. En masse energi bliver frigivet, og hun kan nu fokusere på at træne i stedet for planlægge.
Snorlige krop
Væggene i det lille lokale i Charlottenlund er hvide. En model af en fod med synlige sener og muskler ligger ved siden af det åbentstående vindue. Udenfor høres fuglenes forårskvidren, men det bemærker hverken Anna eller hendes osteopat Eivind Møller. Anna ligger udstrakt på maven på en grå massagebænk midt i lokalet. Anna har ansigtet mod gulvet og hviler panden på en buet pude. Armene ligger afslappet ned langs siden, mens Eivind bevæger sine masserende og trykkende hænder struktureret frem over Annas krop. Han fokuserer på Annas led. På hendes sener og muskler. På at Annas krop hele tiden kan bevæge sig så fleksibelt som muligt, og er stærk og stabil. Da han når hendes højre lår, stopper hænderne. De trykker lidt på låret og begynder at gnubbe hårdere.
”Det bliver lidt nasty”.
”Åhr, for satan”, udbryder Anna efterfulgt af et par dybe vejrtrækninger, mens Eivind tager endnu hårdere fat, og efter et halvt minut spørger:
”Nu slipper den. Den slipper nu, ikke?”
Det gør smerten, og Anna vender tilbage til sin afslappede tilstand.
Eivind har masseret og trykket på Annas krop i mange år. Lidt mere på det seneste, fordi de to har indledt et tættere samarbejde. Anna får fri adgang til behandling, mens Eivind bruger Anna som ambassadør for sin virksomhed. Han sørger for, at Annas krop er snorlige, så hun belaster den mindst muligt, når hun løber, og dermed undgår skader. Team Danmarks fokuserer også på at undgå skader. Deres andet fokusområde er sportsmedicin, og herunder tilbydes de bedste atleter adgang til læger, massører og fysioterapeuter. De behandler og giver atleterne gode råd, så de i stedet for at kæmpe med skader, kan få fuldt udbytte af deres træning.
Måltider hver tredje time
Anna står foran den hvide dør til kostvejleder Martin Kreutzer. Det er sensommeren 2014. Hun tænker, hvad laver jeg her? Hun har godt styr på sin kost og har taget ernæringskurser ved Team Danmark. Kurserne tilbydes alle atleter og er under deres tredje fokusområde, sportsernæring. Med kurserne får atleter som Anna basalviden om deres kost som er målrettet deres individuelle idrætsgrene. Anna ved, hvad hun skal spise. Men alligevel, siger hun ja, da Eivind foreslår hende at konsultere Martin for at tjekke, om kosten kan optimeres.
Hun tager fat i håndtaget, og åbner dermed døren til ny viden om sin kost. Midt i lokalet står et hvidt bord med to stole omkring. På væggen hænger et billede af kostvejlederen, der sætter sig ved bordet overfor hende. I vindueskarmen ligger bogen ”Maratonkogebogen”. Den næste time handler om Annas kost. Hun fortæller, hvordan hun tager to stykker glutenfrit brød med pålægschokolade efter morgenløbeturen, at frokosten består af arbejdets frokostordning med få muligheder, og at hun ofte efter anden løbetur hjem fra arbejde, er så sulten, at hun propper ekstra brød med søde sager i maven, samt spiser store mængder til aftenmåltidet. Martin lytter, og roser. Men kun for aftensmåltidet. Det er eksemplarisk med de rigtige råvarer. Men det skal sættes ordentlig sammen med de øvrige måltider. Anna skal spise mere i løbet af dagen og hver tredje time. Hun skal spise grøntsager til hvert måltid, huske at få protein kort efter hårde træningspas og droppe madordningen på arbejdet, så hun selv tilrettelægger et sundt middagsmåltid og dermed få næring til at træne mere og bedre.
Anna lukker døren. Med sig har hun en plan, der virker. Hun oplever hurtigt, hvordan hun får ekstra energi til at træne og kan klare mere. Det er slut med løb på tom mave.
Stopper som konsulent
Men kondition, krop og kost er ikke Annas største problem. Hun har svært ved at få sin træning til at hænge sammen med sin karriere som konsulent. Hun har arbejdet i næsten tre år i et af Danmarks førende kommunikationsbureauer PrimeTime Kommunikation, da OL-kvalifikation begynder i 2015. Et drømmejob. Men svært at kombinere med løb på topplan. Jobbet er krævende, og selvom Anna er effektiv og fagligt dygtig i mødet med kunderne, hænger det ikke sammen. Hun må flere gange løbe på andre tidspunkter end planlagt, fordi kunder ringer på alle tider af døgnet og beder om hjælp nu og her.
Team Danmark forstår godt, at Anna er udfordret. Deres fjerde fokusområde er uddannelse og karriere, og de mener, at det er svært at have et fuldtidsjob som potentiel OL-deltager. De køber i halvårlige perioder deres bedste sportsfolk fri fra deres deltidsjob eller uddannelse, så de kan fokusere 100 procent på deres sport. De får tid til deres træning, tid til at restituere og tid til at genopbygge kroppen og derved præstere maksimalt.
Anna prøver at finde løsninger på sin situation. Hun går ned i tid. Får ugentlige hjemmearbejdsdage. Men det fjerner ikke kunderne og deres forventninger. Anna overvejer at stoppe, men er nødt til at finde et andet job først. Et opkald fra hendes træner Claus kommer derfor på det rette tidspunkt.
Claus har mærket, at Anna er presset, og tilbyder hende et job i hans kommende løbevirksomhed. Med træneren som chef kan Anna gå ned i tid, arbejde når det passer med træningen og sove mere. For Anna er beslutningen let. Der er kun et par måneder til hun skal løbe i Hamborg. Hun ofrer konsulentjobbet og den gode lønseddel. Hun går all-in. Hun vil med til OL.
Drømmen om et barn må vente
I den lille lejlighed i Brønshøj spirer tankerne om at stifte familie. Men mest hos Annas mand Thorsten. De to har boet sammen siden de blev gift som 22-årige. Han er også eliteløber, men er stoppet på grund af en skade. Han har derfor tid til at drømme om en familie. Det gør Anna også, men først efter OL, og de to aftaler at vente. De er stadig unge, og først skal Anna forfølge sin drøm.
Mareridtet i Hamborg
Da Anna i april 2015 gør sit første forsøg på at komme til Rio, har hun fået struktur på sin træning og sin kost. Hendes krop er rettet til, og hun arbejder på deltid. På hjemmefronten er drømmen om et barn udsat. Fokus er 100 procent på at klare OL-kravet. Hun har kun tre chancer til at kvalificere sig, to i 2015 og én i foråret 2016, da hun kun kan løbe to maratonløb om året. Herefter skal kroppen bygges op igen.
Anna har få måneder forinden, i efteråret 2014, gennemført sit første maraton i Frankfurt. Tiden var næsten fire minutter fra OL-kravet på 2:35:15. Løbet var en fantastisk oplevelse, hvor alt spillede. Hun har ventet med at løbe maraton til træningstiderne var gode nok, og oplevelsen i Frankfurt har overbevist hende om, at maraton er hendes disciplin. Maratonløbet er en af de få discipliner, der altid har været på OL-programmet, og distancen er undervejs blevet tilpasset til de 42,195 kilometer, Anna skal løbe i Hamborg. Hun håber på en ny personlig rekord, der kan sende hende til legene i Rio. Men drømme-maratonet i Frankfurt bliver afløst af et mareridts-maraton i Hamborg.
Anna er optimistisk. Hun lægger hårdt ud. Tiderne er gode i starten, men efter en tredjedel af løbet sender kroppen de første faresignaler. Anna føler sig allerede træt. Da hun er halvvejs, skruer kroppen bissen på, og Anna rammer muren. Hun er træt, som hun aldrig har oplevet det før, og hun har langt igen. Alligevel kæmper hun videre. Både med kilometerne og med tanken om at give op.
Fra sidelinjen i Hamborg ser Thorsten Annas tider blive langsommere. Han er bekymret for hende. Ved 35 kilometer ser hun rigtig dårlig ud. På vej mod de 40 kilometer, ringer hans mobil. Det er Anna. Hun har givet op. Lånt en telefon, og i den får hun sagt, hvor hun er. Da Thorsten ser hende igen, er det en frustreret, skuffet og grædende Anna, han møder. Han trøster hende, får hurtigt udskiftet hendes svedige trøje med sin egen, så hun ikke bliver syg. Han bærer hende ned til Metroen. Væk fra løbet. Væk fra skuffelsen.
Hun har det mærkeligt. Er ked af det og skuffet, men også lykkelig. Ked af ikke at klare OL-kravet, men lykkelig over, at det forfærdelige løb er ovre. Men hun har også lært noget. Lært, hvordan maratonløb også kan føles, og hvilke signaler fra kroppen, hun skal være opmærksom på. Skuffelsen vælger hun at bruge som brændstof. Brændstof til den bedste sæson nogensinde. Hun beslutter, at fra nu af skal røven trænes ud af bukserne.
Den bedste sæson
Anna knokler videre. Formen er god, det spiller til træning og til konkurrencer. Hun bliver dansk mester og nummer to ved de nordiske mesterskaber på 10.000 meter, vinder Etapeløb Bornholm for første gang og bliver danmarksmester i halvmaraton.
Det giver optimisme. Men i maraton er der kun få forsøg, og bag optimismen lurer frygten for ikke at præstere på dagen, møde et mareridt som i Hamborg eller blive syg. Team Danmarks femte område er sportspsykologi. De hjælper atleter til at finde optimale tanker og følelser, når de præsterer. Det tilbydes kun til de bedste atleter. Da Anna i oktober 2015 drager til Frankfurt i Tyskland for at deltage i sit andet forsøg på at komme til OL, ved hun ikke, at hun vil blive udfordret på netop dette område.
Perfekt parløb
Tusindvis af deltagere står tæt sammen den sidste søndag i oktober 2015. De venter på, at skuddet, der markerer starten på Frankfurt Maraton, går af. De venter på at få fart i benene og dække den grå tyske landevej med et farvemekka af forskelligt løbetøj.
Forrest er de hurtigste løbere. I denne gruppe er Anna. Hun er positiv. Vejret er godt. Hun kender løbet og ruten. Har en god oplevelse med fra sidste års løb samme sted. Hendes form er i top. Men samtidig har Hamborg-løbet givet hende respekt. Respekt for distancen, og respekt for ikke at tage noget for givet.
Starten bliver hektisk. Anna leder efter en hare, en løber arrangørerne har betalt, der sørger for det rigtige tempo de første 30 kilometer. Hun kan ikke finde ham, og panikken breder sig. Det er vigtigt at finde det rette tempo tidligt i løbet, så hun ikke lægger for hårdt ud eller spilder unødvendig tid, ved at løbe for langsomt. Anna ser sin træningsmakker Kent Nørmark, der også er med, og dropper jagten på haren. De to løber nogenlunde lige hurtigt og aftaler at følges ad, så langt de kan. Det giver Anna lidt ro, og sammen sætter de gang i fødderne, da løbet skydes i gang. Efter et par meter opdager de tilfældigt en hare ved siden af dem. Han løber til en sluttid på 2:35 – en tid der vil sende Anna til OL.
Men de første kilometer spiller ikke for Anna. Træningsmakkeren Kent oplever, hvordan hun løber besværet og er forpustet. Det bliver ikke bedre af, at haren øger tempoet og ikke holder de mellemtider, han skal. Anna puster videre, mens Kent udbryder: ”Den idiot, han løber for stærkt!”. På tysk skælder han haren ud, og det virker. Tempoet kommer på plads. Det samme gør Anna, hun løsner op, rammer sit flow og løber ubesværet de næste mange kilometer. Kent må til gengæld forlade Anna efter 25 kilometer. Han får kramper og udgår senere. Et par andre løbere i gruppen falder også fra. Anna og haren er de eneste tilbage.
De har et perfekt parløb. Annas fødder rammer vejen som trommestikker. En-To. En-To. Samme rytme. Samme hastighed. Kilometer efter kilometer. Det er en luksussituation. Haren koncentrerer sig kun om hende og sætter det perfekte tempo. Men kun indtil 30 kilometer. Her skal han stoppe. Anna overvejer at fortælle ham om OL-kravet, og hendes chancer. Få ham til at hjælpe. Måske bare fem kilometer mere. Men hun gør det ikke, og de sidste 12 kilometer må hun klare alene. Vel vidende, at de sidste kilometer i et maratonløb er de sværeste.
12 kilometer alene
Anna er helt alene. Alene med bekymringerne. Kan hun ramme pacen? Kan hun klare det? Hun ligger til at klare OL-kravet. Hun kigger ned ad sin arm, som er en stor tatovering. En tatovering af tal. Anna har skrevet alle mellemtiderne ned med kuglepen, så hun kilometer for kilometer kan se, hvor hun skal ligge for at klare kravet. På ruten har hun flere gange set Thorsten og hendes forældre, der har hjulpet med mellemtider og støtte. Men de kan ikke hjælpe Anna med frygten for at løbe for langsomt. Frygten for at sætte det hele over styr. Hun øger tempoet. Ved 33 kilometer mærker hun straffen. Hendes ben føles som gummi, og hun får ondt i lysken. Åndedrættet er perfekt, men benene ikke. Anna lytter til sin krop, sænker tempoet, bare en smule. Hun ved, hun taber tid. Men til gengæld får hun kontrollen over kroppen tilbage. Benene bliver normale igen, og fra 35 kilometer kan hun øge tempoet, og fortsætte de rytmiske skridt mod OL.
Selvom rytmen er tilbage, er Anna nervøs. De sidste tider på armen er forsvundet. Udvisket af sved og væske. Hun ved, at hun har ligget under OL-kravet hele vejen, men nu, hvor hun ikke kan tjekke tiden, bliver hun paranoid. Er jeg stadig under? Ved 38 kilometer lå hun under, men ved 39 og 40 kilometer har hun kun udviskede tider. I hendes hoved kører én mellemtid dog rundt. Det er tiden med en kilometer tilbage. Selvom Anna er dårlig til tal, har hun husket den hele vejen, og da hun løber under den store blå port, der markerer den sidste kilometer, ånder hun lettet op. Hun er 45 sekunder under. Yes! Hun ved, den er hjemme. Alt gør ondt på hende, men hun har det mega fedt, hun nyder den sidste kilometer og giver den fuld gas.
Træningsmakkeren Kent har taget en sporvogn til målområdet, efter han er udgået, og sammen med Thorsten og Annas far løber han på den anden side af afspærringen 600-700 meter op mod mål. De råber og støtter. De ser en stærk og virkelig fokuseret Anna, der brænder de sidste kræfter af på en slutspurt. Da Anna drejer væk fra afspærringen og ind på de sidste meter, smiler de til hinanden. De ved, Anna klarer sit mål.
Anna drejer om hjørnet og ind på den røde løber, der er lagt på gulvet i den store festhal, som afslutter løbet. Hun griner, løfter underarmene i vejret i en halvudført jubelscene, og løber på denne måde de sidste meter over den røde løber, til hun passerer målstregen i tiden 2:34:28, 47 sekunder under OL-kravet. Hallen er et støjinferno af jublende tilskuere og andre løbere der kommer i mål. Anna er ligeglad med støjen og alt omkring sig. Hun råber af glæde. Hun er jublende glad. Griner. Græder. Befinder sig i sin egen verden. Al glæden lader hun komme ud. Hun skal til OL.
Drømmer om OL i 2020
Der er gået et halvt år siden Anna løb jublende over stregen. Hun glæder sig til at deltage i de olympiske lege til august. Det ypperste mesterskab inden for atletikken. Glæder sig til stævnet over dem alle, til fælleskabet blandt OL-deltagerne og til at møde løbevenner fra andre lande. Glæder sig til at præstere til maratonløbet.
Men hun er også begyndt at drømme. Drømme om de olympiske lege i Tokyo i 2020. Et OL hun også gerne vil med til. Men det skal være som mor, for før målet om næste OL er der et mål på den private bane, der skal nås.
Sådan gjorde jeg
Artiklen er rekonstrueret på baggrund af interviews med følgende kilder: Anna Holm Baumeister, Thorsten Baumeister (kæreste), Claus Hechmann (træner), Kent Nørmark (træningsmakker), Eivind Møller (behandler), Tine Kirchhoff (tidligere afsnitsleder for Anna). Videoindslag omkring maratonløbet i Frankfurt er brugt til rekonstruktion af løbet. Afdelingsleder ved Team Danmark Martin Elleberg Petersen er blevet interviewet om Team Danmarks fokusområder for deres bedste atleter.
Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Fortæl historien” i foråret 2016.
Raske patienter i hovedstaden må vente 10 gange længere end i resten af landet på at forlade hospitalerne. Det er kommunernes ansvar, og ventetiden betyder højere risiko for infektioner og fejl, og unødvendig tid på hospitalerne for patienterne
”Det er dybt frustrerende for at sige det mildt. Jeg er rasende over, at man kan behandle folk på den måde,” siger Kim Englund på 45 år om sin oplevelse på Herlev Hospital i december 2013.
VENTETID. Kim Englund savner ikke besøgene på Herlev Hospital, hvor hans mor lå rask i en hospitalsseng i to uger, fordi kommunen ikke kunne finde plads til hende.
Kims mor er 73 år, da hun bliver indlagt voldsomt dehydreret. Hun har diabetes og tegn på demens. Efter to uger på hospitalet er hun rask nok til at forlade det. Men hun kan ikke klare sig selv. Derfor skal kommunen sørge for et sted at bo, hvor de kan pleje og hjælpe hende med at blive frisk igen. Men hovedstadskommunen, Ballerup, har ingen ledige pladser, så Kims mor ligger rask på hospitalet i yderligere to uger.
Kims mor er kun én patient blandt mange i hovedstaden, der venter på kommunerne. De risikerer at blive syge, mens de venter.
Hovedstadens patienter venter 10 gange længere
Raske patienter på hospitalerne er et problem i hovedstaden. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Hovedstadens patienter venter 10 gange så lang tid på at forlade hospitalet som i resten af landet.
Omregnet til dage ligger hovedstadens raske patienter samlet set mere end 33.000 dage på hospitalet, svarende til mere end 90 år. I de fire øvrige regioner ligger patienterne til sammen under 7.000 dage. ”Det er problematisk, at patienterne ikke kan komme hjem. Der er ingen der har lyst til at ligge længere på hospitalet end højst nødvendigt,” siger Annette Wandel, chef i Danske Patienter. Hun påpeger, at det er rigtig vigtigt, at kommunerne får oprustet deres sundhedstilbud, så de kan tage patienterne hjem i den takt, der er behov for.
Hver tiende får en infektion
De ekstra ventedage på hospitalet er et problem for patienterne, da de risikerer at blive smittet med bakterier. ”Der er en infektionsrisiko, når man er indlagt. Vi ved, at der er omkring 10 procent, der kommer ind uden en infektion, men bliver udskrevet med en infektion,” siger Annette Wandel fra Danske Patienter.
Hun henviser til en rapport fra 2007 skrevet af sundhedsøkonom fra Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen og professor i klinisk mikrobiologi fra Odense Universitetshospital Hans Jørn J. Kolmos, som undersøgte de økonomiske konsekvenser af infektionerne. Niveauet af infektioner er stadig det samme. ”Niveauet har ligget meget stabilt på de her 8-10 procent af patienterne, så længe vi har målt det,” siger fagchef for Mikrobiologi og Infektionskontrol ved Statens Serum Institut Brian Kristensen.
Overfyldte hospitaler betyder flere fejl
Hospitalerne bliver også presset af de raske patienter, der optager senge og stueplads, som de syge patienter ikke kan få. ”Der dukker stadig nye patienter op, som skal behandles, og så er det uheldigt, at der ligger patienter, der ikke burde være der. For hospitalerne er godt fyldt i forvejen, og de mange patienter giver overbelægning på flere hospitalsafsnit,” fortæller Vibeke Westh, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden.
Sygeplejerskerne skal løbe hurtigere med mange patienter på stuerne. ”Det er en ond spiral. Og konsekvensen for patienterne er, at der begås flere fejl. Det er klart, for personalet er ikke lige så gearet, når der ikke er det personale, der skal være til rådighed,” siger Vibeke Westh.
En analyse fra Danske Patienter viser, at personalet på afdelinger med mange patienter begår flere fejl end afdelinger med få. Fejlene er alt fra forkert medicin, journaler, der forsvinder til fejlagtig behandling.
Ventetid skaber usikkerhed
Udover risikoen for fejl og infektioner er ventetiden på hospitalet ikke godt for patienterne. ”Hvis man ligger i sengen længere end nødvendigt, så kommer man sig langsommere, for det er vigtigt at komme op og i gang,” siger Annette Wandel fra Danske Patienter.
Ventetiden rammer ikke kun patienterne fysisk, men også mentalt, og det samme gælder de pårørende. ”Vi går som familie og er dybt frustrerede. Min mor spørger igen og igen, hvorfor hun skal være der. Og det værste var, at vi ikke kunne sige noget, for vi vidste jo heller ikke, hvor hun skulle hen og hvornår,” siger Kim Englund.
Han husker, hvordan hans mor så dem, hun lå på stue med, komme videre i systemet, og det gjorde det ikke lettere. Familien havde flere møder med hospitalet og ansatte fra kommunen, men på møderne blev der ikke lovet noget, og datoen for, hvornår Kims mor skulle flyttes, blev hele tiden udskudt. Det påvirkede ikke bare hende, men også Kim, der besøgte sin mor næsten dagligt. ”Jeg var ikke mig selv på mit arbejde. Jeg kunne slet ikke holde ud at være der. Det er en underlig situation at blive sat i, når man ikke får noget svar,” siger Kim.
Hovedstadskommunerne mangler pladser
En af grundene til, at Kim og hans mor og mange andre patienter i hovedstaden må vente, er, at kommunerne har for få midlertidige pladser, hvor de kan pleje patienterne. Et problem som kommunerne anerkender og er ved at gøre noget ved. ”Kommunerne i Hovedstaden har stort fokus på at nedbringe antallet af dage patienterne må vente. En række af de kommuner, der er hårdest ramt, har blandet andet valgt at udvide kapaciteten, men det tager tid, fra de har besluttet det, til det er implementeret,” fortæller Christian Hejlesen, specialkonsulent i Økonomisk Sekretariat i Kommunernes Landsforening.
Han bakkes op af Jytte Therkildsen, der er direktør for Børn, Sundhed & Velfærd i hovedstadskommunen Albertslund. Hun har været ansvarlig direktør for sundhedsområdet i en række kommuner både i Jylland og på Sjælland og har samlet set arbejdet 28 år både med og inden for sundhedsområdet. ”Min oplevelse er, at der er flere aflastningspladser i det jyske, end jeg har oplevet herovre. Kommunerne i hovedstadsområdet har været langsommere til at få pladserne etableret, men jeg tror, de fleste opruster i øjeblikket,” siger hun. I Albertslund har man indtil nu kun haft seks pladser, men om kort tid udvides antallet med yderligere 12 pladser for at kunne leve op til det behov, der er i dag. ”Kommunerne forventer, at de første resultater af de nye pladser vil begynde at kunne ses i 2015 og 2016,” siger Christian Hejlesen.
Kommuner og hospitaler skal tale bedre sammen
En anden årsag til de lange ventetider i hovedstaden er den måde, hospitalerne og kommunerne arbejder sammen. ”I Jylland har man haft en stærkere tradition for at arbejde tæt sammen med de lokale hospitaler, fordi de ikke ligger så langt væk. Relationerne mellem dem, der arbejder på hospitaler og i kommunerne, har været tættere, og det betyder meget for samarbejdet, når enten kommunen har behov for hjælp fra hospitalet eller omvendt,” siger Jytte Therkildsen.
I hovedstaden arbejder man hårdt for at forbedre samarbejdet, for det er borgerne, det drejer sig om. ”Folk skal ligge kortest mulig tid i en hospitalsseng. Samfundsmæssigt er det mere hensigtsmæssigt, at de kommer hjem og får pleje og omsorg, så de ikke bliver mere plejekrævende ved at ligge og vente. Derfor skal vi få folk hjem,” siger Jytte Therkildsen.
Et synspunkt Danske Patienter er enige i. ”Det er spild af penge. Det er meget dyrere at ligge i en hospitalsseng end at komme hjem til den pleje og omsorg, der er behov for. Der er ingen grund til at bruge ressourcerne ineffektivt i en tid, hvor vi har et presset sundhedsvæsen,” siger Annette Wandel fra Danske Patienter.
Uanset om det er kommunerne, der er langsomme, rammer det også hospitalerne. For selvom oplevelsen ligger mere end et år tilbage, og Kim Englunds mor i dag bor på et plejehjem med masser af hjælp og omsorg, har den ændret hans syn på hospitalerne. ”Mit forhold til hospitaler er temmelig stramt. Jeg forstår stadig ikke, at man ikke kunne finde en plads til min mor. Hun var simpelt hen fanget i det her system. Hun skulle bare ligge der. Og vente.”
Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Grav den gode historie frem” i sommeren 2015.
For et år siden blæste stormen Bodil over Danmark. Efterfølgende løb Roskilde Fjord over sine bredder. Majbritt Bech Sørensen og hendes familie oplevede vandet strømme ind i deres hus. De blev hjemløse. Majbritt fik dog noget godt ud af det, gennem den hjælp hun fik fra venner, familie og folk, hun ikke kendte.
”Vi er glade for vand – bare ikke i huset”, siger 36-årige Majbritt Bech Sørensen med et glimt i øjet, når hun taler om fredag den 6. december 2013. Her kom vandet fra den nærliggende Roskilde Fjord ind i huset udefra, og kloakvand kom op gennem toiletter og badekar.
Vandet i huset nåede op i næsten en halv meters højde før det faldt igen. Det var et forfærdeligt syn, der mødte Majbritt og hendes mand Brian, da de så deres hus efter det var blevet oversvømmet. ”Det var bare ulækkert. Der stank. Kloakvand og fjordvand var blandet, og var over det hele. Alt var smadret. Vores hvide sengetøj var blevet brunt af mudder, og når vi åbnede en køkkenskuffe flød vores fine porcelæn i mudder”, siger hun. Majbritt og Brian gik hurtigt i gang med at udbedre skaderne. Store affugtere blev stillet op. Ødelagte møbler blev fjernet. Men heldigvis var de ikke alene. Via Facebook fik de en masse venner til at troppe op med hobbyknive og skruetrækkere, og sammen skar de væggene op. Herved undgik de skimmelsvamp. De knoklede i døgndrift hele julemåneden, og var glade for, at deres forældre hjalp med at passe børn og lave mad. ”Det blev en meget anderledes jul end normalt. Vi var lagt ned med at være praktiske”, siger hun.
Hendes børn skulle dog ikke snydes for gaver, og i en frokostpause tømte hun en BR-butik.
Skader for 1,5 milliarder
Stormen Bodil satte også sine spor på julen i resten af Danmark. Hun startede sin tur den femte dag i julemåneden og passerede landet med en hale af væltede træer og flyvende tagsten efter sig. Broer blev lukket. Toge aflyst. I landets store byer væltede hun de store juletræer på rådhuspladserne ét efter ét. Næsten 100.000 skader blev anmeldt og kostede forsikringsselskaberne mere end halvanden milliard kroner.
I skal låne vores hus
Selvom Majbritt og Brian hurtigt begrænsede skaderne manglede de og deres børn, Filippa på 6 år og Viktor på 3 år, et sted at bo. Det blev løst på uventet vis. Et par, der også boede på vejen, tog fat i familien, da deres forældre skulle på ferie i seks uger. De var sendt ud for at finde nogen, der kunne låne deres hus imens. ”Kan det virkelig være rigtigt?”, husker Majbritt, at hun fik fremstammet gennem snot og tårer. Efter seks uger i lånehuset lejede de en skurvogn, som de stillede op i haven i Jyllinge. Begge steder boede hele familien tæt sammen.
”Vi havde alle brug for tryghed”, forklarer Majbritt. De snakkede med de andre på vejen, beboerne hjalp hinanden og det gav et enormt sammenhold. Der blev bl.a. oprettet en Facebook-gruppe, hvor de kunne skrive til hinanden. Majbritt fik via denne gruppe et par vinterstøvler til Viktor, da hun ikke orkede at købe dem, selvom hun bagefter tænkte, at det var plat, og hun bare kunne være gået i Kvickly. ”Men sådan var det jo, og det var ligesom helt legalt at spørge om hjælp til alt muligt”, fortæller hun. Der åbnede også en basar, hvor beboerne kunne hente tøj, møbler, shampoo eller få en snak. Majbritt klunsede sig til et par gamle madrasser, de kunne sove på i skurvognen. I den lokale kirke blev der arrangeret fælles middage og kaffemøder.
Højeste vandstand i 100 år
I dagene op til oversvømmelsen blæste kraftig vestenvind masser af vand ind i Kattegat. Det kombineret med, at Bodil var en langsom dame med kraftige vinde, og en vindretning fra nordvest, skabte en cocktail, der fik Roskilde Fjord til at eksplodere. Vandmasserne fra Kattegat blev presset ind i fjorden og vandet i fjorden steg, og er ikke set så højt i 100 år. Derfor var det uundgåeligt, at de lavere områder omkring fjorden, såsom Nordmark i Jyllinge, blev oversvømmet.
Hundredevis af frivillige hjalp til
Et af de øjeblikke, der står særlig klart for Majbritt er en fælles arbejdsdag i området. Her var hundredevis af frivillige mødt op for at hjælpe beboerne med at få fjernet deres affald.
”Jeg blev vildt rørt”, siger hun, og tørrer en tåre væk fra kinden. ”Det var svært, når der stod mennesker og sagde, at de ville hjælpe dig. Normalt var jeg ikke en person, der bad om hjælp”.
Lossepladsen var blevet åbnet ekstraordinært, og den ene fulde trailer efter den anden forlod området, og det betød virkelig noget, husker hun. ”Der var så meget affald, vi skulle af med, at vi blev helt deprimerede af at gå og kigge på det”.
Der gik næsten et halvt år, før Majbritt kunne skifte den gamle madras fra klunserbasaren ud med sin egen seng i sit eget hus, og dagen husker hun med glæde. ”Det var fandeme godt”, siger hun.
Hun og Brian havde egentlig planlagt en fest for alle deres venner, når det hele var overstået.
”Men det orkede vi ikke. Vi var bare trætte”, siger hun. Men i forhold til andre i området havde familien været heldige. De blev hurtigt enige med forsikringsselskabet, og kom derfor hurtigt i gang med at genopbygge huset. Men hjælpen fra andre var også vigtig, og derfor er Majbritts råd til andre i samme situation klart: ”Tag imod al den hjælp, du kan få”, siger hun.
Majbritt er stadig glad for vand. Hun elsker at sejle på Roskilde Fjord, men når det blæser, frygter hun, at det ikke ender godt. ”Jeg kan ikke overskue tanken om at ligge i det rod en gang til”, siger hun.
Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Bliv en bedre interviewer” i efteråret 2014.
Badmintonspillere fra hele verden gæster Ballerup sidst i august for at kæmpe om verdensmesterskabet. Lokale badmintonklubber arbejder på højtryk for at blive klar med et korps af frivillige, og deres indsats sparer forbundet Badminton Danmark for millioner af kroner.
”Vi kunne slet ikke lave denne her type af arrangementer uden frivillige”, fortæller eventchef i Badminton Danmark Brian Moesgaard begejstret om det kommende VM i badminton. Han glæder sig over de hundredevis af frivillige, der sidst i august vil arbejde for, hvad der svarer til seks mio. kr. for skabe et fantastisk arrangement for de tilrejsende tilskuere. Det er 15 år siden et verdensmesterskab i badminton blev holdt på dansk jord, og de lokale frivillige glæder sig til at hjælpe til.
”De fire badmintonbaner kommer til at være her”, forklarer 65-årige Karsten Friis, der er formand for den lokale badmintonklub i Måløv, med høj stemme for at overdøve lyden af to knallertmotorer, der træner pace på Ballerup Super Arenas cykelbane. Karsten holder et computerskabt billede i hånden. På billedet er arenaen omdannet til en levende kulisse med tilskuere, VIP-områder og badmintonkampe på de fire baner, som han med en pegende finger viser, skal ligge i den ene halvdel af den store arena. Den nuværende lugt af benzin og den øredøvende lyd af knallertmotorer vil, når VM skydes i gang, være erstattet af fjerboldenes susen og tilråb fra tusindvis af begejstrede tilskuere.
Frivillige arbejder 30.000 timer under VM
Mere end 400 frivillige vil under VM hjælpe med at kontrollere billetter, vise folk til deres pladser, hjælpe som linjedommere, køre spillere frem og tilbage samt fungere som guider for de mange udenlandske gæster. Deres indsats svarer til næsten 30.000 arbejdstimer eller seks millioner kr. viser en hurtig beregning. Men de mange sparede penge betyder ikke, at Badminton Danmark kan se frem til en fyldt bankkonto efter VM.
”Vi tjener ikke særlig mange penge på det. Men vi får til gengæld præsenteret badminton i verdensklasse i Danmark – med hævede badmintonbaner bygget som scener og med ekstra lys”, fortæller Brian Moesgaard om valget af at give tilskuere og tv-seere en flot oplevelse frem for at tjene penge. Badminton Danmark har derfor på forhånd indgået en aftale med en række samarbejdspartnere, der sikrer, at de ikke har økonomisk risiko ved arrangementet.
Karsten Friis er en af flere frivillige, der skaffer kontrollører til badminton-VM. Her ses han foran Ballerup Rådhus med en af de mange plakater, der skal gøre opmærksom på mesterskaberne, der foregår i sidste uge af august. Foto: Birte Bachmann
VM-samarbejde styrker det lokale samspil
Karsten Friis glæder sig også til, at verdens bedste badmintonspillere kommer til Danmark. ”Jeg synes, at det er stort, at VM i badminton foregår i Danmark – og så i Ballerup”, fortæller han og forklarer, hvorfor han bruger en halv dag om ugen på at planlægge VM: ”Det er enormt spændende og udfordrende at være del af noget så stort som VM”. Han oplever, at Badminton Danmark påskønner det arbejde, der udføres i de lokale klubber, og det er vigtigt. ”Det er fedt at få sat Måløv på landkortet, og vise, at det er herude, det foregår”, forklarer han stolt, og fortsætter: ”Den bedste motivation er at blive taget alvorligt, så er det sjovt at gøre et godt stykke arbejde”.
”Udover VM har vi fået et kanongodt samarbejde med de andre klubber i Ballerup. Der er god energi og et positivt samarbejde”, forklarer Karsten. Sammen med lederne fra tre andre lokale badmintonklubber har han besat mere end 300 vagter med frivillige siden februar, hvor de blev kontaktet af Badminton Danmark. Klubberne deler 50.000 kr. for deres indsats. De mødes jævnligt, og det er godt for samarbejdet, bl.a. vil de fremover uddanne deres trænere sammen.
Løfter kæmpe opgave
Karsten har selv meldt sig som kontrollør flere dage, og samtidig reserveret tid til at kunne træde ind, hvis nogen af de andre bliver syge. Kontrollørerne får mad og drikke under vagten og en gratis trøje, der skal bæres, når de tjekker billetter. Som en ekstra bonus får de kontrollører, der tager mere end tre vagter, gratis adgang til VM på de dage, hvor de ikke er på vagt. Mange har udnyttet muligheden og taget vagter det meste af ugen, og det bemærker Badminton Danmark. ”Folk er meget engagerede. Flere er der i en hel uge, knokler, lever og løfter en kæmpe opgave”, fortæller Brian Moesgaard, og fortsætter: ”Folk står i kø for at hjælpe, og det er i kontrast til, at vi hører, at klubberne har svært ved at skaffe frivillige til det daglige arbejde i bestyrelserne”.
”Det er lettere for den enkelte frivillige at afsætte tid til et tidsmæssigt afgrænset arrangement end at engagere sig i en idrætsklub i f.eks. to år. Den enkelte engagerer sig i større idrætsarrangementer med henblik på at få en god engangsoplevelse”, forklarer professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet, der forsker i foreningsliv og frivilligt arbejde.
Både de lokale frivillige og Badminton Danmark håber, at engagementet rækker ud over VM. Allerede ugen efter verdensmestrene har fået guldmedaljerne hængt om halsen holdes der ”badmintonsportens dag” i alle landets badmintonklubber for at skaffe medlemmer, som det skete sidst, da Danmark var vært i 1999. Dengang begyndte mere end 10.000 danskere i årene efter VM at slå til fjerbolde i de lokale badmintonhaller, og Karsten er en blandt mange frivillige, der er klar til at tage imod dem, for som han siger: ”Hjertet ligger hos badminton”.
Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Det journalistiske håndværk” i foråret 2014.
Usædvanligt at nyvalgte bliver formænd
