Fjerboldens frivillige hjælper for millioner

Badmintonspillere fra hele verden gæster Ballerup sidst i august for at kæmpe om verdensmesterskabet. Lokale badmintonklubber arbejder på højtryk for at blive klar med et korps af frivillige, og deres indsats sparer forbundet Badminton Danmark for millioner af kroner.

”Vi kunne slet ikke lave denne her type af arrangementer uden frivillige”, fortæller eventchef i Badminton Danmark Brian Moesgaard begejstret om det kommende VM i badminton. Han glæder sig over de hundredevis af frivillige, der sidst i august vil arbejde for, hvad der svarer til seks mio. kr. for skabe et fantastisk arrangement for de tilrejsende tilskuere. Det er 15 år siden et verdensmesterskab i badminton blev holdt på dansk jord, og de lokale frivillige glæder sig til at hjælpe til.

”De fire badmintonbaner kommer til at være her”, forklarer 65-årige Karsten Friis, der er formand for den lokale badmintonklub i Måløv, med høj stemme for at overdøve lyden af to knallertmotorer, der træner pace på Ballerup Super Arenas cykelbane. Karsten holder et computerskabt billede i hånden. På billedet er arenaen omdannet til en levende kulisse med tilskuere, VIP-områder og badmintonkampe på de fire baner, som han med en pegende finger viser, skal ligge i den ene halvdel af den store arena. Den nuværende lugt af benzin og den øredøvende lyd af knallertmotorer vil, når VM skydes i gang, være erstattet af fjerboldenes susen og tilråb fra tusindvis af begejstrede tilskuere.

Frivillige arbejder 30.000 timer under VM

Mere end 400 frivillige vil under VM hjælpe med at kontrollere billetter, vise folk til deres pladser, hjælpe som linjedommere, køre spillere frem og tilbage samt fungere som guider for de mange udenlandske gæster. Deres indsats svarer til næsten 30.000 arbejdstimer eller seks millioner kr. viser en hurtig beregning. Men de mange sparede penge betyder ikke, at Badminton Danmark kan se frem til en fyldt bankkonto efter VM.

”Vi tjener ikke særlig mange penge på det. Men vi får til gengæld præsenteret badminton i verdensklasse i Danmark – med hævede badmintonbaner bygget som scener og med ekstra lys”, fortæller Brian Moesgaard om valget af at give tilskuere og tv-seere en flot oplevelse frem for at tjene penge. Badminton Danmark har derfor på forhånd indgået en aftale med en række samarbejdspartnere, der sikrer, at de ikke har økonomisk risiko ved arrangementet.

Karsten Friis er en af flere frivillige, der skaffer kontrollører til badminton-VM. Her ses han foran Ballerup Rådhus med en af de mange plakater, der skal gøre opmærksom på mesterskaberne, der foregår i sidste uge af august. Foto: Birte Bachmann
Karsten Friis er en af flere frivillige, der skaffer kontrollører til badminton-VM. Her ses han foran Ballerup Rådhus med en af de mange plakater, der skal gøre opmærksom på mesterskaberne, der foregår i sidste uge af august. Foto: Birte Bachmann

VM-samarbejde styrker det lokale samspil

Karsten Friis glæder sig også til, at verdens bedste badmintonspillere kommer til Danmark. ”Jeg synes, at det er stort, at VM i badminton foregår i Danmark – og så i Ballerup”, fortæller han og forklarer, hvorfor han bruger en halv dag om ugen på at planlægge VM: ”Det er enormt spændende og udfordrende at være del af noget så stort som VM”. Han oplever, at Badminton Danmark påskønner det arbejde, der udføres i de lokale klubber, og det er vigtigt. ”Det er fedt at få sat Måløv på landkortet, og vise, at det er herude, det foregår”, forklarer han stolt, og fortsætter: ”Den bedste motivation er at blive taget alvorligt, så er det sjovt at gøre et godt stykke arbejde”.

”Udover VM har vi fået et kanongodt samarbejde med de andre klubber i Ballerup. Der er god energi og et positivt samarbejde”, forklarer Karsten. Sammen med lederne fra tre andre lokale badmintonklubber har han besat mere end 300 vagter med frivillige siden februar, hvor de blev kontaktet af Badminton Danmark. Klubberne deler 50.000 kr. for deres indsats. De mødes jævnligt, og det er godt for samarbejdet, bl.a. vil de fremover uddanne deres trænere sammen.

Løfter kæmpe opgave

Karsten har selv meldt sig som kontrollør flere dage, og samtidig reserveret tid til at kunne træde ind, hvis nogen af de andre bliver syge. Kontrollørerne får mad og drikke under vagten og en gratis trøje, der skal bæres, når de tjekker billetter. Som en ekstra bonus får de kontrollører, der tager mere end tre vagter, gratis adgang til VM på de dage, hvor de ikke er på vagt. Mange har udnyttet muligheden og taget vagter det meste af ugen, og det bemærker Badminton Danmark. ”Folk er meget engagerede. Flere er der i en hel uge, knokler, lever og løfter en kæmpe opgave”, fortæller Brian Moesgaard, og fortsætter: ”Folk står i kø for at hjælpe, og det er i kontrast til, at vi hører, at klubberne har svært ved at skaffe frivillige til det daglige arbejde i bestyrelserne”.

”Det er lettere for den enkelte frivillige at afsætte tid til et tidsmæssigt afgrænset arrangement end at engagere sig i en idrætsklub i f.eks. to år. Den enkelte engagerer sig i større idrætsarrangementer med henblik på at få en god engangsoplevelse”, forklarer professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet, der forsker i foreningsliv og frivilligt arbejde.

Både de lokale frivillige og Badminton Danmark håber, at engagementet rækker ud over VM. Allerede ugen efter verdensmestrene har fået guldmedaljerne hængt om halsen holdes der ”badmintonsportens dag” i alle landets badmintonklubber for at skaffe medlemmer, som det skete sidst, da Danmark var vært i 1999. Dengang begyndte mere end 10.000 danskere i årene efter VM at slå til fjerbolde i de lokale badmintonhaller, og Karsten er en blandt mange frivillige, der er klar til at tage imod dem, for som han siger: ”Hjertet ligger hos badminton”.

 

Artiklen er skrevet som eksamensopgave i forbindelse med kurset “Det journalistiske håndværk” i foråret 2014.

Artiklen kan ses i en alternativ lokal udgave på Ballerup Bladets hjemmeside eller inskannet her